// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Véronique Ovaldé: Vi er efterkommere af de hekse, I ikke fik brændt
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Véronique Ovaldé: Vi er efterkommere af de hekse, I ikke fik brændt

Skrevet af den 18. august 2018 – 07:03Ingen kommentarer

Der er noget dragende ved Véronique Ovaldés bøger. Den måde hvorpå hun med en historiefortællers evne står med et ben i nutiden samtidig med, at hun tager os med tilbage til fortidens eventyrlige myter. Vi er efterkommere af de hekse, I ikke fik brændt er både et eventyr og en historie om en ung pige, der prøver at finde sig selv gennem sin historie.

Atanasia Bartolome er ikke sådan en pige, man løber om hjørner med. Hun er helt sin egen. Selvom hun som enebarn er vokset op med to forældre, der elsker hende over alt på jorden, var hun aldrig helt tilfreds. Hun har en livlig fantasi, og som barn havde hun fantasiforældre under sengen, som hun havde lange dialoger med. Da hun som teenager ser et maleri af den berømte kunstmaler Roberto Diaz, bliver hun så betaget af maleriets tiltrækningskraft, at hun gør alt for at finde ud af mere om ham. Det viser sig, at han er hendes onkel, og at ingen har hørt fra ham i mange år.

Atanasia begiver sig ud på en rejse for at opsøge Diaz. Hendes rejse fører hende til Paris, hvor hun møder en sovjetisk kunstprofessor, som har viet sit liv til at løse mysteriet om, hvor Diaz Uribe er henne, og hvem han har taget med sig. Det viser sig nemlig, at Diaz ikke er den eneste, der er forsvundet som dug for solen. Efterhånden som Atanasia graver sig gennem bunker af skrald og bevismateriale i professorens hjem, fortæller hun ham den familiehistorie, hendes farmor engang fortalte hende. En historie om underskønne elskerinder, trillingesøstre med hestekræfter og flere generationer af mænd i Bartolome familien og deres udrejselængsel. En længsel der både bragte lykke og ulykke til alle de Bartolome mænd, der kom før hende.

Jeg er fuldkommen betaget af Véronique Ovaldés bøger. De er fyldt med sol, varme og stærke, drømmende kvinder. Forlaget Etcetera har udover Vi er efterkommere af de hekse, I ikke fik brændt udgivet Fugleliv, som også er anmeldt på bogblogger.dk.

Véronique Ovaldé: Vi er efterkommere af de hekse, I ikke fik brændt, Forlaget Etcetera, 346 sider, maj 2018