// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Lars Boje Mortensen: Saxo
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Historie

Lars Boje Mortensen: Saxo

Skrevet af den 9. august 2018 – 07:45Ingen kommentarer

Jeg kan se ham for mit indre øje, den gamle digter. Iklædt munkekutte ved at tællelys, mens han med gåsefjer og blæk fortæller om fædrelandets historie. Sådan har mange det, tror jeg, for personen Saxo er ligesom de mennesker og myter, han skrev om, blevet en del af vores fælles historiske arv.

I virkeligheden ved vi ikke ret meget om ham, andet end det vi kan læse ud af hans monumentale værk om danskernes historie. Det er gennem Saxos øjne at vi er bekendt med ikke bare Absalon, Valdemar den Store og deres bedrifter, men også med myter fra Danmarks fortid. De har formentlig ikke meget med sandheden at gøre, myterne, ligesom beretningerne fra Saxos samtid også er et partsindlæg.

Alt det, og meget mere, lærer man om ved at læse Lars Boje Mortensens Saxo. Her er en fin præsentation af Saxos Danmarkskrønike, introduktion til Saxos tid og samfund samt alt det viden, vi har kunnet finde om Saxo selv – herunder hvor han har hentet inspiration til sit værk – og en gennemgang af hvordan man siden værkets udgivelse i 1208 har set på det gennem tiderne. Alt sammen fortalt med stor indsigt og smittende begejstring for vores mest kendte middelalderforfatter. Det er virkelig god historieformidling, og som læser bliver man både fascineret og klogere.

Lars Boje Mortensens Saxo er en rigtig god introduktion, som bør finde stor udbredelse – også på skoler. Jeg tror at mange gymnasieelever vil få mere ud af at læse Saxos eget værk, hvis de inden har fået lov at læse denne lille bog. Så vil de måske få et mere nuanceret billede af Saxo end bare den kutteklædte gamle mand….

Saxo er tolvte bind i Aarhus Universitetsforlags serie 100 danmarkshistorier. Ideen er, at læserne hver måned i 100 måneder får et nyt bind på 100 sider med en bid af Danmarkshistorien. Man kan købe bøgerne hos boghandleren eller i abonnement, så man automatisk får et nyt bind hver måned. Bøgerne skrives af eksperter på de enkelte fagområder, der også har et stort flair for formidling. Bøgerne koster 100 kr stykket.

Vi har anmeldt de elleve første bind: Gudhjemtid, Grundloven, Fri Porno, Industri på udstilling, Den islandske revolution, Danmark i krig, Det første fængsel, Struensee, Beatlemania, Indvandring i velfærdsstaten og Danmark i FN. Vi har også lavet en samlet anmeldelse af de første ti bøger.

Lars Boje Mortensen: Saxo. Aarhus Universitetsforlag, 100 sider. Udkommer 9. august