// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Helle Helle: de
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Helle Helle: de

Skrevet af den 23. juli 2018 – 10:23Ingen kommentarer

Her er Helle Helle. Det er lige så godt, som vi kender det fra hendes andre udgivelser. Jeg har med stor fornøjelse læst hendes romaner og senest har jeg læst novellesamlingen Biler og dyr, som netop er genudgivet. Jeg er begejstret for hendes skildring af relationer og af hverdagslivet. Og begejstret for den komprimerede måde at skrive på uden, at det bliver knudret ellers svært at forstå.

Når Helle Helle skriver er der ingen fyld. Ingen tilfældige ord. Og ingen overflødige sætninger. Det kan jeg godt lide. For at nå at nyde de enkelte kapitler, der er 51 fordelt på 158 sider, har jeg læst bogen over en hel uge. Det samme gør de fleste, når de nyder en lille æske med kvalitetschokolade.

Alt er skrevet i nutid, selv det der skete (sker) i sidste uge eller for år tilbage. Jeg var spændt på, hvilken betydning det ville have for læseoplevelsen. Bekymret for om det ville være anstrengende at læse. Spild af bekymring. Det gav en mere intens læseoplevelse, uden at være forstyrrende.

Og hvad handler romanen så om? Jo, vi møder en ung pige, der går i gymnasiet og hendes mor, som vi fornemmer er syg. Men vi får ikke så meget af vide, vi må tænke selv. De to flytter meget, de har et spinkelt netværk, datteren hører ikke rigtig til på gymnasiet, og de spiser ofte suppe. Vi skal selv regne ud, at handlingen finder sted i 80´erne, det ved vi ud fra markører som kassettebånd, bouillon i kop fra automat og rygning indendørs på sygehuset.

Man skal være opmærksom, der siges så meget med få ord: “Der afholdes fødselsdag for hende med ganske få lys. Det er, mens der findes fætre”. Fætrene er næppe døde, det er formentlig noget med, at de ikke ser resten af familien mere. Det åbner op for spørgsmål. Uden svar. Vi må fantasere.

Jeg forstår godt, at Helle Helles forfatterskab er så populært. Hun skriver virkelig godt, hun skaber karakterer man tror på og kan se for sig, og hun har et særligt blik for alt det der foregår verbalt og nonverbalt mellem mennesker.

Ps. Den 24. september har Helle Helle 25 års forfatterjubilæum og i forbindelse med fejringen lanceres en eksklusiv boks med hendes samlede udgivelse fra 1993 til 2017. Boksen er er signeret af Helle Helle og produceres kun i et begrænset oplag på to hundrede eksemplarer. En smuk ting til feinschmeckere. Boksen indeholder følgende titler:Eksempel på liv, Biler og dyr, Rester, Hus og hjem, Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand, Rødby-Puttgarten, Ned til hundene, Dette burde skrives i nutid og Hvis det er.

Helle Helle, de, Rosinante, 2018, 158 sider.