// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Anne Mette Hancock: Mercedes-snittet
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Krimi

Anne Mette Hancock: Mercedes-snittet

Skrevet af den 16. juli 2018 – 08:30Ingen kommentarer

Anne Mette Hancock benytter sig af en velafprøvet skabelon for mange krimiforfattere. To hovedpersoner, den ene er journalist, den anden er politimand/efterforsker. Der er tit en art symbiose mellem de to. Politiet kan bruge journalisten til at få udvalgte oplysninger ud til offentligheden, og journalisten er selvfølgelig på jagt efter at være den første til at bringe nyt om forbrydelsen.

Ofte ser man journalisten blive viklet ind i forbrydelsen og selv gå på jagt efter oplysninger. Dette kan politimanden selvfølgelig ikke acceptere og prøver derfor at holde journalisten fra livet. Sådan er det også her, men med det overraskende twist, at efterforskeren faktisk er rigtig glad for journalisten Heloise Kaldan. Det må siges at være et sjældent syn! Hvordan deres forhold er blevet som det er, ved jeg desværre ikke, for jeg har ikke læst Hancocks meget roste første bind i serien.

I Mercedes-snittet er den 10-årige Lukas forsvundet fra sin skole. Hans far, der er læge, har afleveret ham om morgenen, og derefter, puf, har ingen set ham. Bortset måske fra nogle meget skumle typer, der ved bogens indledning ser en dreng blive kastet ned i en isnende kold voldgrav ved Kastellet i København. Drengens jakke og telefon dukker op, og på en filmsekvens fra togstationen på Nørreport opdager politiet, at en voksen mand har Lukas’ skoletaske på skulderen.

Telefonen indeholder nogle billeder, som politiet måske kan bruge. Lukas er besat af pareidolia: det fænomen, at vi ser ansigter i tilfældige ting. Særligt et foto af en ladeport, der ligner et ansigt, påkalder sig opmærksomhed. Måske er det her, Lukas er? Helouise tror, at hun ved hvor laden er, og tro mod skabelonen kaster hun sig ud i sin egen efterforskning. Og det er ved at koste hende dyrt.

Hancock kommer godt rundt om sine personer, hvis følelses- og privatliv, man introduceres til – og heldigvis uden at det bliver for trættende med mange detaljer. Efterforskningsarbejdet virker troværdigt beskrevet, og der er en dejlig lune i beskrivelserne af livet på en moderne bladredaktion. Endelig er plottet godt tænkt, og det varer noget inden man kommer på sporet. Så Mercedes-snittet er et super valg til en god liggestol i sommervarmen.

Mercedes-Snittet af Anne Mette Hancock, Lindhard og Ringhof, 332 sider, 2018.