// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Lisa Jewell: Den fremmede gæst
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Spænding

Lisa Jewell: Den fremmede gæst

Skrevet af den 19. juli 2018 – 07:37Ingen kommentarer

Hvad ville du selv gøre, hvis du ”fandt” en fremmed på stranden, der bare sad i silende regn, kold og våd? Ville du lukke vedkommende ind i dit hus, ligesom Alice?

Alice bor i et lille hus ved stranden med sine tre børn og tre hunde. Da den fremmede kommer ind i deres hus og deres liv, begynder Alice at nære en omsorg for manden, de kalder Frank. Frank lider af midlertidigt hukommelsestab, forårsaget af et stort chok. Løbende vender hans hukommelse tilbage i små bider. Hvert eneste minde bringer en lille lettelse til Frank. Men samtidigt gør det Alice, og især alle omkring hende, nervøse, for hvad skjuler der sig i den mand, som de ikke kender? Dunkle antydninger fra fortiden begynder at vise sig. Har han været skyldig i en grum hændelse?

Samtidigt følger vi Lily, som har meldt sin mand, Carl, savnet. Lilly stammer fra Ukraine, hvor de blev gift mindre end to uger forinden. Nu i, England, er Carl forsvundet, og Lilly er efterladt alene uden nogen relationer, venner og familie. Derudover opdager politiet, at Carls pas er falsk. Lily er fristet til at tage hjem til Ukraine, men beslutter sig for at blive og finde ud af, hvem hendes mand er, og hvor han er.

Det er ikke en unormal struktur at have to sideløbende handlingsforløb med hver af de involverede parter – den forsvundne og den søgende – og jeg læste også for ikke så længe siden en krimi med denne struktur. Men her i Den fremmede gæst har vi endnu et forløb. Vi hører nemlig om begivenhederne, der foregik i byen 22 år tidligere. Gray, Kirsty og deres forældre er på besøg i den lille by, mens en ung overklassemand ved navn Mark kaster sin interesse over den kun 15-årige Kirsty.

Er Frank og Carl den samme person? Og hvad er forbindelsen til hændelsen i Ridinghouse Bay i 1993? Spændingen er gribende, og man bladrer ivrigt gennem siderne for at finde ud af, hvad sammenfaldet er mellem Carl og Frank, og hvad der egentligt skete dengang i 1993.
Noget af det, Lisa Jewell gør rigtig fint, udover at skabe en fængende spænding, er at lade læseren blive ved med at gætte og være i tvivl.

Den fremmede gæst er absolut en spændende thriller, som kan få det til at gyse midt i sommervarmen.

Lisa Jewell: Den fremmede gæst, 2018, Gads forlag, 363 sider.