// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Édouard Louis: Voldens historie
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Édouard Louis: Voldens historie

Skrevet af den 14. juli 2018 – 07:29Ingen kommentarer

Efter at have læst Voldens historie er jeg stærkt tvivlende overfor, om jeg ville melde det til politiet, hvis jeg blev voldtaget. Mere om det senere.

Voldens historie er anden roman af franske Édouard Louis (f. 1992), der debuterede som 21-årig med den selvbiografiske roman Færdig med Eddy Belleguele, som er en virkelig fremragende roman om at vokse op i fattigdom (både økonomisk, kulturelt og socialt) i den nordlige del af Frankrig og om at springe ud som homo. Du kan også læse vores anmeldelse af Færdig med Eddy Bellegueule, der udkom på dansk i 2015.

Voldens historie bygger også på forfatterens eget liv og det gør kun læsningen endnu mere barsk. Édouard møder en julenat den unge mand Reda, som han ikke kender, men som han alligevel tager med hjem i sin lejlighed. De hygger sig, griner og taler sammen om liv og fortid. Ud på natten ændrer Reda karakter og det ender med at han forsøger at dræbe Édouard og han lykkes med at voldtage ham. Romanen beskriver hvad der sker om natten og undersøger, hvad det gør ved Édouard. Som om voldtægten ikke skulle være slem nok i sig selv, følger volden med i de efterfølgende døgn, hvor han skal afhøres af politiet og undersøges af læger.

Og den sidste del af romanen var overraskende nok, den der gjorde størst indtryk på mig. Det er her den systemskabte, usynlige vold, der alene opleves af offeret, optræder. Det er afhøringerne hos politiet med en uendelig række af spørgsmål og løftede øjenbryn a la “tog du virkelig en fremmed mand med hjem?”, og det er den larmende ventetid på skadestuen, der bliver efterfulgt af en undersøgelse af en læge, der indleder samtalen med at kommentere på, hvor sjovt et efternavn den voldtagede unge mand har (sikkert i et velment forsøg på at skabe kontakt og afdramatisere situationen, hvilket på ingen måde virker efter hensigten, lidt på niveau med dengang jeg som 20 årig fik lavet en gynækologisk undersøgelse og den 60 årige mandlige læge indledte med “Me Tarzan, You Jane, læg bare bukserne derovre”).

Efter nogle dage skal han undersøges igen, og mens personalet på hospitalet blot forsøger at passe deres arbejde og klinisk beskrive rifterne i endetarmen og kvælningsforsøgets mærker på halsen, oplever Édouard igen og igen volden. Ikke kun den fysiske der skete julenat, men også det voldsomme ubehag ved at få indført et kamera, ubehaget ved at blive patient frem for borger og det at skulle stå til rådighed for alle systemets spørgsmål. Igen og igen. Jeg er usikker på, om jeg efter et overgreb, ville kunne mønstre overskud til at skulle igennem det samme som Édouard. Det er ikke ment som en kritik af den måde samfundet håndterer den slags på, det er blot en konstatering.

Voldens historie handler også om at frigøre sig fra sin familie (familien har aldrig rigtig accepteret hans homoseksualitet), om at skabe en ny identitet, og om at tiden opleves helt anderledes, når man bliver udsat for vold.

Romanen er på ingen måde let at læse. Mens vi læser romanen, står Édouard bag en dør hjemme hos sin søster og lytter til søsteren, der genfortæller til sin mand, hvad Édouard har fortalt til hende. Så i lange passager, er det søsterens genfortælling (og hendes forsøg på at forstå, hvad der er sket) og i andre passager er det Édouard selv, der fortæller. Jeg var længe om at komme ind i romanen, men hang på, og gør endelig det, det er en vigtig, oplysende, fangende, rørende og fremragende roman! Og efter noget tid kunne jeg sagtens skelne søsterens stemme (talesprog, indigneret, fortællende, dramatiserende) fra Édouards stemme (formelt, korrekt, sofistikeret og reflekterende). Men stemmerne skifter ned af siderne, så det om at være vågen. Det er virkelig godt komponeret.

Tak til forlaget Etcetera, som bringer fransk kvalitetslitteratur til Danmark.

Édouard Louis, Voldens historie, Roman, Forlaget Etcetera, Marts 2017, 223 sider, På dansk ved François-Eric Grodin.