// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Kristine Kjærsgaard: Danmark i FN
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Historie

Kristine Kjærsgaard: Danmark i FN

Skrevet af den 12. juli 2018 – 07:02Ingen kommentarer

FN blev bygget på de rygende rester af 2. verdenskrig og det handlingslammede Folkeforbund. Sejrherrerne fra verdenskrigen havde sat sig sammen allerede under krigen og formuleret et sæt spilleregler, der på den ene side skabte et internationalt forum hvor alle lande (over tid) kunne være med, og på den anden side også respekterede de magtforhold, der nu engang hersker. Det sidste skabte de permanente og vetobærende medlemmer af sikkerhedsrådet, der var en forudsætning for at stormagterne ville være med.

Trods tysk besættelse og russisk modstand lykkes det Danmark at blive en af de 51 oprindelige medlemmer af FN – en overgang var København endda på tale som hovedsæde – og frem til i dag har forholdet til FN været et af omdrejningspunkterne i dansk udenrigspolitik.

Det har været noget af en balance, og den tager Kristine Kjærsgaard os ganske fint igennem. Som NATO-land fra 1948 og senere EF/EU-land har vi haft et behov for at placere os rigtigt i de mange internationale diskussioner, vi som FN-medlem pludselig skulle forholde os til. Det har ikke været dansk tradition at have en mening om krige og konflikter langt fra vores breddegrader, men pludselig havde også vores stemme vægt – nogen gange mere betydningsfuldt end andre.

Med FN medlemskabet kom også det internationale militære engagement, og Danmark har -trods manglende militærdeltagelse i Koreakrigen – gennem alle årene været et af de lande, der i forhold til befolkningsstørrelse har bakket mest op om de fredsbevarende (og senere fredsskabende) FN-operationer.

Danmark i FN er i lighed med de øvrige bind i Aarhus Universitetsforlags serie om 100 danmarkshistorier en kort gennemgang af emnet på 100 sider. Det er et godt format, og skal man have et hurtigt overblik er Danmark i FN et godt sted at starte.

Jeg synes dog, at emnet her er meget omfangsrigt til formatet, og derfor bliver en del af udviklingen meget staccato-agtig beskrevet. Måske havde det været bedre at brække det op i flere bind, så vi kunne have fået lidt mere perspektiv på de enkelte dele – f.eks. de politiske overvejelser om apartheid, staten Israel, nedrustning og hvad medlemskabet har gjort ved dansk politik i et bind og den aktivistiske linje med internationale udsendelser af danske soldater i et andet.

Danmark i FN er ellevte bind i Aarhus Universitetsforlags serie 100 danmarkshistorier. Ideen er, at læserne hver måned i 100 måneder får et nyt bind på 100 sider med en bid af Danmarkshistorien. Man kan købe bøgerne hos boghandleren eller i abonnement, så man automatisk får et nyt bind hver måned. Bøgerne skrives af eksperter på de enkelte fagområder, der også har et stort flair for formidling. Bøgerne koster 100 kr stykket.

Vi har anmeldt de ti første bind: Gudhjemtid, Grundloven, Fri Porno, Industri på udstilling, Den islandske revolution, Danmark i krig, Det første fængsel, Struensee, Beatlemania og Indvandring i velfærdsstaten. Her er link til en samlet anmeldelse med link til de enkelte anmeldelser.

Kristine Kjærsgaard: Danmark i FN. 100 sider, Aarhus Universitetsforlag. Udkommer 12. juli 2018

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.