// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Michelle Adams: Min søster
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Spænding

Michelle Adams: Min søster

Skrevet af den 12. juli 2018 – 07:22Ingen kommentarer

Irini blev givet bort af sine forældre, da hun var tre år gammel, og voksede i stedet op hos sin faster. Hun har det meste af livet kæmpet med spørgsmålet om, hvorfor hendes forældre valgte at sende hende væk, mens de beholdt hendes storesøster, Elle. Irini har haft sporadisk kontakt med Elle gennem årene, men er altid endt med at flygte fra hende. Elle er nemlig ikke, som søstre er flest. Hun er giftig, manipulerende og beregnende, men Irini drages alligevel af hende.

En nat har Elle fundet Irini igen. Hun ringer og fortæller koldt, at deres mor er død. Hun beder Irini komme hjem og deltage i begravelsen. Irini er splittet. Hun har virkelig ikke lyst til at vende hjem, men vil på den anden side gerne finde ud af, hvorfor hendes forældre valgte at give hende bort. Irini rejser “hjem”, men da hun ankommer til familiens skotske gods, står det klart, at ikke alle byder hende velkommen med åbne arme. Hun vil gerne have sin far i tale, men Elle sørger for at holde dem adskilt. Det er tydeligt, at familien er fuld af hemmeligheder, og ingen lader til at tale sandt.

Da morens begravelse er overstået, vil Irini bare gerne hjem til sin kæreste i London. Elle får hende imidlertid narret til at blive i Skotland. Langsomt går det op for Irini, at Elle er i gang med sine gamle numre. Hun bliver mere og mere bange for hende, og da Elle pludselig forsvinder, retter politiet søgelyset mod Irini og hendes kæreste.

Langsomt oprulles sandheden om, hvad der i virkeligheden skete i barndommen. Irini må nu vælge, om hun igen skal flygte fra sin søster, eller om hun skal forsøge at hjælpe hende, selvom det sandsynligvis vil bringe hendes eget liv i fare. Hendes egen lykke afhænger af hendes valg.

Bogen er Michelle Adams’ første roman. Det er en psykologisk thriller om familierelationer, der får en til at sidde med tilbageholdt åndedræt til sidste side. Beskrivelsen af Elle får det til at løbe koldt ned ad ryggen, og man får lyst til at kigge sig over skulderen, mens man læser. Hun er fuldstændig utilregnelig, hvilket gør, at der gennem hele bogen er en dyster og uhyggelig stemning. Man forventer hele tiden det værste.

Bogen kan fint bruges som sommerlæsning, men husk at læse den om dagen i fuldt dagslys.

Michelle Adams, Min søster, Forlaget Jentas, 361 sider, april 2018

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.