// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Alix Rickloff: Vejen til London
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Alix Rickloff: Vejen til London

Skrevet af den 11. juli 2018 – 07:35Ingen kommentarer

Søger du en roman til at hygge dig med i sommerens liggestole? Skal den være underholdende og romantisk, men ikke alt for krævende at følge med i? Så er Vejen til London et rigtig godt bud.

Lucy er den forkælede overklassepige, der er lige så rig på penge som hun er fattig på meningsfulde menneskelige relationer. Under 2. verdenskrig sendes hun fra det søde liv i Singapore til sin tantes gods i England, Nanreath Hall. Godset er under krigen omdannet til hospital, og Lucy keder sig bravt.

Hun mener selv, at hun har en chance for at blive filmskuespillerinde, hvis bare hun kan møde sin mors filminstruktør ven i London inden denne drager til Amerika. Hun slår derfor følge med en 12-årig dreng, der gerne vil væk fra sin strenge plejefamilie. De begiver sig ud på en rejse gennem det krigsramte England og får undervejs hjælp fra en ung, smuk, venlig men fattig mand, inden de når det sønderbombede London til nye akter af dramaet.

Vejen til London er hverken nobelpris-litteratur eller en bog, hvor man skal anstrenge sig for at læse mellem linjerne. Allerede i kapitel 1 er det åbenlyst, hvordan kærlighedshistorien ender, men det gør faktisk ikke så meget, for jeg følte mig virkelig godt underholdt undervejs – og det er ellers en genre, jeg ofte finder kedelig.

Vejen til London er velegnet til læsning ved poolen eller i flyveren, god gedigen og letlæst underholdning, der er medrivende fortalt. På bagsiden kaldes bogen en uforglemmelig fortælling, og det er nok lige at stramme den lidt (meget!), men som sommerferielæsning kan den helt bestemt noget.

Rickloff har tidligere på dansk udgivet Hemmelighederne på Nanreath Hall, der foregår før og sideløbende med Vejen til London. De to fortællinger er dog uafhængige af hinanden, og man kan sagtens læse Vejen til London uden at have læst Hemmelighederne på Nanreath Hall.

Alix Rickloff: Vejen til London. 416 sider, Harper Collins. Oversat af Dorthe Klyø, 2018