// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Bill Clinton og James Patterson: Præsidenten er forsvundet
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Bill Clinton og James Patterson: Præsidenten er forsvundet

Skrevet af den 30. juni 2018 – 07:51Ingen kommentarer

Uha, tænkte jeg, da jeg så denne spændingsroman i pakken fra Gyldendal. USA’s tidligere præsident Bill Clinton og James Patterson, som har solgt mere end 375 mio. bøger verden over, er gået sammen om at skrive en thriller. Og emnet er en stor international krise, hvor det utænkelige sker; præsidenten forsvinder. Det lød rigtig godt, men desværre blev uha afløst af puha. For ’Præsidenten er forsvundet’ blev en stor skuffelse.

Plottet først – USA er under angreb. Præsidenten og hans stab har fundet ud af, at samtlige internetforbindelser vil blive lagt døde om ganske få dage. Verdens mest frygtindgydende terrorister og hackere har i flere år forberedt et altødelæggende cyberangreb på den amerikanske IT-infrastruktur. Samtlige af de store internetudbydere er blevet inficeret af de mest avancerede vira, nogensinde set. Og alt internet og data vil blive udslettet. Dette vil ifølge risikoscenarier føre til nationens kollaps. Finanssektoren vil bryde sammen, fødevareproducenter vil kollapse, jobfunktioner, transport, you name vil lukke. Der vil komme krig, hungersnød, epidemier. Og så står russerne eller kineserne jo nok klar til at rykke ind og tage over. Med mindre selvfølgelig, at der dukker nogle superhelte op, som kan redde verdens stærkeste supermagt.

For mig skal et rigtig godt plot skabe en fornemmelse af, at dette kunne rent faktisk ske, inden for fiktionens ramme naturligvis. Men en historie om USA’s undergang, som følge af hackerangreb, ved vi som læsere aldrig vil blive bogens slutning. Så rigtig spændende bliver ’Præsidenten forsvinder’ ikke, på trods af nogle fine actionscener og på trods af nogle velskrevne og dramatiske episoder mellem præsidenten og hans rådgivere.

Nå, men hvad så med bogens karakterer? Her skæmmes romanen af karikaturer og floskler. Secret Service agenterne er mindst 1½ m brede over skuldrene, har stålgrå faste øjne, og så er de beslutsomme, modige og empatiske væsner. Præsidenten selv er på trods af livstruende sygdom standhaftig, selvopofrende, snarrådig og handlekraftig. Efter at den truende katastrofe er afværget, holder han selvfølgelig sit livs tale, der forener demokraterne og de stygge republikanere. Kort tid efter er folkets opbakning til ham steget fra cirka 30 til 80 procent. I sandhed et præsidentskab, der ikke bliver skæmmet af frække lege med kvindelige praktikanter i Det Hvide Hus.

Hvad mere? Tilsyneladende tror nogle, at en tyk bog borger for kvalitet. ’Præsidenten er forsvundet’ er pumpet op på 466 sider ved at dele den op i hele 128 kapitler. Nogle af kapitlerne er kun knap en ½ side. Alt i alt vil jeg håbe, at de to forfattere går hvert til sit igen.

Bill Clinton og James Patterson: Præsidenten er forsvundet, Gyldendal, 466 sider, Oversættelse: Sine Lyng