// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Ole Sønnichsen: Læs med landsholdet og Thomas Delaney, Nicklas Bendtner og Pione Sisto
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog

Ole Sønnichsen: Læs med landsholdet og Thomas Delaney, Nicklas Bendtner og Pione Sisto

Skrevet af den 19. juni 2018 – 06:13Ingen kommentarer

Lær at læse med de største danske fodbold-stjerner!

Bolden er givet op, VM er over os. Snart er det sommerferie, og hvad er mere oplagt som læsestof for fodboldinteresserede piger og drenge end serien om de bedste danske fodboldspillere. Der er allerede udkommet en del bøger i den letlæste og læsepædagogisk bearbejdede serie. De nyeste på stammen er bøgerne om Thomas Delaney, Nicklas Bendtner og Pione Sisto. Alle er fyldt med flotte fodboldfotos og masser af historier og fakta.

I bogen om Sisto kan man læse, at han kom til Danmark med sine forældre, da han var 2 måneder gammel, at han er vokset op i Skive og Herning, og at han altid har elsket at drible. Og så har han byttet trøje med Messi!

I bogen om Delaney kan man læse, at han begyndte at spille fodbold, da han kun var 3 år, at han også har gået til tennis, og at han tager et koldt bad efter en kamp. Han har også byttet trøje med en stor spiller, du må selv læse dig til hvem.

I bogen om Bendtner kan man læse, at han spillede meget fodbold som barn hjemme i haven, at han startede med at spille i klub i Tårnby, at han også skatede en del og jagtede piger. Og så havde han fanplakater af fodboldstjerner på sit værelse.

Bøgerne handler både om spillernes opvækst, om deres placering på banen og hvem deres forbilleder er.

Bogen er anmeldt i samarbejde med Johan på 9 år, der elsker at spille fodbold, følger med i landskampene og kan alle mulige facts og oplysninger om spillere, klubber, kampe, som jeg intet ved om. Og han er glad for bøgerne og har tydeligt sagt, at de er gode og spændende (og han er en kritisk og kræsen læser). Serien får derfor vores varmeste anbefalinger!

Læs med landsholdet og Thomas Delaney, Nicklas Bendtner og Pione Sisto, Carlsens Læsestart, Tekst af Ole Sønnichsen, I samarbejde med DBU, 37 sider pr. bog, Maj 2018.