// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Olga Ravn: De ansatte
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman, Science fiction

Olga Ravn: De ansatte

Skrevet af den 15. juni 2018 – 08:22Ingen kommentarer

Vi er på rumfartøjet – Det sekstusinde skib – langt ude i rummet, og jorden er forlængst blevet til en stjerne i mængden. Om bord er en række arbejdere både menneskelige og ikke-menneskelige. Side om side arbejder ansatte, der er født sammen med ansatte, der er skabt – dem, der kan føde børn og dem, der ikke kan.

Efter besøget på planeten Nyopdagelsen har man høstet nogle mærkværdige genstande, som anbringes i specielle rum på fartøjet. Blandt de ansatte får nogle af genstandene kælenavne som gaven, diamantægget og den omvendte strap-on, og der bemærkes pludselig en besynderlig uro blandt rumskibets passagerer.

Det er med at spænde selen, for turen ud i rummet går ikke stille for sig, når den der står ved roret, er den anmelderroste forfatter Olga Ravn. Denne gang er Ravn klar med værket De ansatte med undertitlen En arbejdspladsroman fra det 22. århundrede. En samfundskritisk roman i sci-fi-klæder. Værket er opstillet som en protokol med vidneudsagn. Små bidder – fragmenter – som danner forskellige billeder alt efter, hvem der ser og hører.

“Jeg ifører mig min gule hovedbeklædning. I den forsvinder jeg og bliver førstepilot. Jeg kaster guldbolden langt op i luften og griber den. Jeg er 10 år, og jeg er 34, og jeg er 50 år. Jeg går i min dragt gennem gangen, duften falder over mig, og jeg renses. Når jeg træder ind i rummet med genstanden, er jeg nu kun pilot, alle rester af min private person er faldet bort.”

Nok er det science fiction, men det er hverken langt ud eller surrealistisk, for Ravn formår at bruge genren til en undersøgelse af samtiden. Det er et skarpt værk med kant og leg med kontraster. Her står det kliniske og syntetiske overfor der organiske og sanselige – det kunstige og upersonlige overfor det virile og følsomme. Efterhånden som man læser sig ind i bogen, træder der en både følsom, sanselig og blomstrende fortælling frem fra de små stramme vidneudsagn. Bogens midterdel er klart den stærkeste, men det er en solid præstation af Ravn med et sikkert, klart og fremdrivende sprogbrug – man kan mærke, der er vilje og handlekræft i linjerne. Et innovativt værk som man ikke skal snyde sig selv for.

Olga Ravn, De ansatte, Maj 2018, 136 sider, Gyldendal.