// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » 100 danmarkshistorier – De 10 første bind i serien
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Historie

100 danmarkshistorier – De 10 første bind i serien

Skrevet af den 21. juni 2018 – 07:07Ingen kommentarer

De 10 første bind i serien 100 danmarkshistorier er udkommet, og det giver anledning til at gøre status. Konceptet er enkelt: Danmarkshistorien fortælles gennem 100 bøger, der hver er på 100 sider og som hver koster 100 kr. Bøgerne er skrevet af forskellige historikere, der har stor viden om deres emne, men der er heldigvis også lagt vægt på historikerens evne til at formidle.

Emnerne for de 100 danmarkshistorier spænder vidt: Fra fængsler til porno, fra Struensee til Beatlemania. Man har valgt at lade en enkelt begivenhed fungere som prisme for en større fortælling om et emne, og det er man generelt sluppet rigtig godt fra! Jeg er også meget tilfreds med, at bindene ikke er kronologiske – de kan læses uafhængigt af hinanden, og man kan bare hoppe ned i det emne, man er nysgerrig på.

De første 10 bind er allesammen vellykkede og tankevækkende. Det tæller til seriens helt store styrke, at man tør vælge også lidt mere ukendte hjørner af danmarkshistorien, i stedet for kun at rulle ud med de store og kendte personer eller begivenheder. Beatlemania handler eksempelvis ikke kun om Beatleskoncerten i KB-hallen i 1964, men om hele udviklingen inden for ungdomskulturen og musikkulturen fra 50erne og frem. I Grundloven får vi en lidt mere traditionel fortælling om grundlovens tilblivelse i årene frem til 1849, men her har forfatteren alligevel lidt ekstra guf til læseren, nemlig en perspektivering i forhold til de europæiske revolutioner og den internationale uro, og hvordan det var med til at lægge pres på den danske konge.

Bøgerne er på 100 sider, og der er selvfølgelig grænser for, hvor meget man kan gå i dybden på 100 sider. Alligevel har alle bøgerne formået at give lidt ekstra viden, også om emner som f.eks. Struensee, som jeg var forholdsvis godt inde i (på amatørniveau, naturligvis), og forfatterne er gode til at perspektivere og trække de store linjer op, så vi også får indsigt i hvad emnet har betydet for nutiden eller hvordan eftertiden har tolket på begivenhederne.

Personligt har jeg fået allermest ud af de bind, der omhandler mere ukendte vinkler på danmarkshistorien – f.eks. det første bind Gudhjemstid, der har åbnet en helt ny verden for mig i forhold til hvordan vi tidligere betragtede og målte tid eller Industri på udstilling, der lignede en bog om Industriudstillingen i 1888, men som folder sig ud til en fortælling om industrialiseringen i Danmark generelt og udviklingen inden for teknik og håndværk.

Man er heller ikke gået af vejen for at lave nedslag i den nyere, mere kontroversielle del af danmarkshistorien. Der er blandt de første ti bind både et om Danmarks krigsførelse siden murens fald og om indvandringen i efterkrigstiden, to emner der er stærke meninger om. I begge bind har forfatterne fremlagt stor viden på en afbalanceret måde i stor tillid til at læseren selv kan danne sig en mening.

Man kan købe hvert bind for sig eller tegne et abonnement hos Aarhus Universitetsforlag, så man får tilsendt et nyt bind hver måned. Jeg glæder mig til de næste 90 bind – det vil tage mere end otte år at få udgivet alle 100, men indtil nu er det bestemt ventetiden værd!

Vi har anmeldt alle de hidtil udgivne bind: Gudhjemtid, Grundloven, Fri Porno, Industri på udstilling, Den islandske revolution, Danmark i krig, Det første fængsel, Struensee, Beatlemania og Indvandring i velfærdsstaten.

100 danmarkshistorier. 10 bind, udgivet af Aarhus Universitetsforlag.