// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Carl-Johan Vallgren: Mikael Persbrandt – Som jeg husker det
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Biografi, Erindringer

Carl-Johan Vallgren: Mikael Persbrandt – Som jeg husker det

Skrevet af den 16. juni 2018 – 07:09Ingen kommentarer

Mikael Persbrandt har bragt mig umådelig megen glæde. Den store svensker er uden sammenligning min favoritskuespiller fra vores kære naboland (hos kvinderne er det Helena Bergström). Han spiller sine roller med en lammende intensitet, og du har på fornemmelsen, at han trækker på de helt store dybder fra sit eget liv, når han leverer sine figurer på lærredet, på skærmen eller på scenen. Hans roller som Gunwald i de mange ”Beck”-film og som Hamilton i to af Jan Guillou’s filmatiserede bøger om den svenske efterretningsofficer er direkte legendariske.

Nu har Carl-Johan Vallgren hjulpet Persbrandt med at skrive det, vi bedst kan beskrive som en længe ventet selvbiografi. Og den skuffer ikke det mindste. Faktisk kan jeg kun sige, at den bekræfter alle de (mis)tanker og fordomme, jeg har haft om Persbrandt. Og det kan jeg godt leve med. Okay, det skal jeg jo, men hvem har ikke et ønske om at tage en stor og berømt skuespiller, der har rodet sig ud i kæmpe problemer og hjælpe ham (eller hende) ud af dem? Det ligger lidt i mig at være redningsmanden, der gerne vil træde ind og hjælpe andre, når jeg har mulighed for det. Udfordringen med Persbrandt er, at der ikke er noget at gøre. Lad mig forklare.

Mikael Persbrandt er vokset op i et råt miljø og uden den bedste støtte hjemmefra. Allerede tidligt kom han i forbindelse med stoffer og alkohol, og gennem en periode på omkring 50 år har han tæsket sin egen sjæl og sit legeme med alt, hvad du kan forestille dig af euforiserende midler. Beskrivelserne i bogen er skræmmende, og selvom han i store træk bruger en hel bog til at sige undskyld for alt det lort, han har været skyld i for et urimeligt antal mennesker – både i og uden for branchen – så står undskyldningerne lidt hult tilbage.

Sent i livet har Persbrandt mødt sin nuværende hustru, Sanna, og sammen har de fået to børn. Sanne var den første, der foreslog, at han skulle tjekkes for at være bipolar, og siden er diagnosen også endeligt stillet. Han får behandling og har været stof- og alkoholfri lige siden. Det er dejligt. Det betyder, at han i dag er far for sine børn og mand for sin hustru, som han ellers i flere omgange havde jaget væk.

Selvom bogen er hudløst ærlig og giver os et indblik i et dybt forskruet menneskes liv – på godt og i særdeleshed ondt – så ved jeg endnu ikke, om jeg er nået i bund. Mener han sine undskyldninger? Eller har han kastet sig i armene på sin diagnose, så han derved kan bruge den som undskyldning for alt det, han har gjort? Det ved jeg ikke. Og det savner jeg måske et svar på.

Når det er sagt, så er bogen en rejse gennem store og små teaterscener, større og mindre skuespillere (især møderne med danske Mads Mikkelsen, Kim Bodnia, Iben hjejle og Trine Dyrholm er passager, jeg nød at læse) og større og mindre destruktive katastrofer forårsaget af et helt vanvittigt misbrug. Jo, Persbrandt indeholder skønhed, poesi og uanede mængder af talent, men han har så mange gange gennem sit hærgede liv været den nok så berømte elefant i glashuset – og han har trukket lange baner af menneskeskæbner efter sig.

Det er helt igennem fascinerende læsning. Og der er passager, du må læse to eller tre gange, før du for alvor tror, du har forstået dem rigtigt. Og det er ikke sproget, som er flot og lækkert. Nej, det er handlingen. Det er hans liv. Det er Persbrandt selv.

”Mikael Persbrandt – Som jeg husker det” er en titel med et underligt glimt i øjet. For mens der ikke kan herske nogen som helst tvivl om, at Persbrandt ikke husker halvdelen af alt det, han har lavet, så er det måske lidt upassende at udstille det på den måde og direkte lave grin med det med tanke på alle dem, han har såret i den tilstand. Det svarer lidt til, hvis han havde kaldt bogen ”Ups!” Men som han nok selv ville sige: ”Det vil jeg da skide på!”

Når det er sagt, kan jeg kun anbefale den. Glimrende underholdning. Og ja, Mikke, jeg glæder mig til næste gang, jeg kan se dig på film. For selvom du har været et dumt svin, så elsker jeg dig som skuespiller.

Mikael Persbrandt – Som jeg husker det, Carl-Johan Vallgren, Politikens Forlag, 490 sider, 2018.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.