// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Paolo Castaldi: Guds hånd – Diego Armando Maradona
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Sport

Paolo Castaldi: Guds hånd – Diego Armando Maradona

Skrevet af den 15. juni 2018 – 06:59Ingen kommentarer

Diego Maradona er en af de fodboldspillere, der har haft allerstørst betydning for sine medmennesker – på og uden for fodboldbanen. Skal jeg nævne tre i rækkefølge, så er der Alfredo di Stefano – også argentiner – der fuldstændig ændrede fodbold i den spanske liga, da han ankom til Real Madrid i 1950’erne.

Derefter er der Johan Cruyff, der ændrede et helt lands opfattelse af sig selv, og hvis aftryk på fodboldbanen kan aflæses i hele Holland, og som tog Holland som fodboldnation fra de laveste rækker helt op til det bedste af det bedste, verden nogensinde har set.

Og sidst er der Diego Armando Maradona. Den lille 10’er, der kom til landsholdet i en tid, hvor selvtilliden var på et lavpunkt grundet undertrykkelsen fra diktatoren, Jorge Videla, nederlaget til Storbritannien i Falklandskrigen, og som kom til byen Napoli i det fattige Syditalien og bragte de hidtil to eneste mesterskaber til de ’sultne’ arbejdere, der trofast fulgte klubben.

I dag har fodbolden ændret sig. Reglerne er ændret, så de tekniske spillere er meget mere beskyttet. Udstyret er helt i top. Stort set ingen spillere blot i nærheden af et tophold spiller med de samme fodboldstøvler i to kampe. Og målere, dioder og systematisk overvågning er med til at optimere spillernes ’performance’ på de altid fuldkommen perfekte baner. Det var ikke Maradonas virkelighed. Og alligevel ændrede han verden for tusinder og atter tusinder af fodboldfans.

Det er disse fans, der nu fortæller deres historie gennem en hyldest til ’den største af dem alle’. Det er italienere, der hylder deres yndlings-argentiner, deres ’El Diego’. Det er forfatter og tegner Paolo Castaldi, der med blid hånd fører pennen – men mest med smukke og poetiske tegninger, der hylder al den mystik, der ligger bag hans helt, Diego Maradona.

Bogen hedder ’Guds hånd’, og den refererer i første omgang til det udsagn, Maradona selv kom med, efter han og Argentina havde besejret England i kvartfinalen under VM i Mexico i 1986, efter han tydeligvis for alle undtagen dommeren havde scoret kampens første mål med hånden. For Maradona var det retfærdigt, efter Argentinas forfejlede invasion af ’Las Islas Malvinas’ – Falklandsøerne i 1982 havde ført til mange hundrede argentinske dødsfald. Hans andet mål i kampen står dog stadig som det bedste mål, der nogensinde er blevet scoret i en VM-fodboldkamp – måske i alle kampe.

Men titlen ’Guds hånd’ referer også til den betydning, Maradona havde – og til dels stadig har – for byen Napoli. Han er elsket, forgudet, og i nogle meget specielle år var det ligesom, at Vorherre selv havde kastet sit lys over den syditalienske by.

Bogen er en meget smuk fortælling, fordi den er fortalt med hjertet. Den er fuld af kærlighed, og det ser vi både i ordene, i tegningerne og i personen Maradona selv.

I virkeligheden har Maradona gjort sig uheldigt bemærket på et hav af forskellige måder uden for banen. Men på banen var han helt i særklasse – og er stadig savnet. Så kan man glemme hans håbløse dyrkelse af massemorderen Che Guevara, hans trofaste støtte til diktatoren Fidel Castro og hans fuldstændig maniske kokainmisbrug. Om det sidste siger Maradona selv:

Ingen …

Ingen skal nogensinde få mig til at tro, at mit narkotikamisbrug og mine fejlslagne forretninger har ændret mine følelser.

Jeg er den samme, den samme som altid.

Jeg har altid forsøgt at have det sjovt, når jeg spillede fodbold. Og jeg har altid forsøgt at gøre folk glade.

Jeg tror, det er lykkedes for mig.

Jeg har begået fejl i mit liv, men dem skal fodbolden ikke betale for.

For bolden bliver ikke snavset.

Aldrig.

Guds hånd – Diego Armando Maradona, Paolo Castaldi, Fahrenheit, 176 sider, 2018