// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Mads Peder Nordbo: Kold angst
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi

Mads Peder Nordbo: Kold angst

Skrevet af den 13. juni 2018 – 07:31Én kommentar

Hvad nu hvis mennesket kunne modstå kulde, således at mennesker ikke kunne fryse? Det kunne give nye muligheder for at arbejde meget kolde steder, som fx i Grønland. Det er netop Grønland, der danner rammen om Mads Peder Nordbos nyeste krimi Kold angst – og i fokus er et grufuldt eksperiment med mennesker, der skal teste piller, som gør dem kulderesistente. De gør det mere eller mindre frivilligt, der på Thulebasen i 1990, for det er i en god sags tjeneste. Sådan fremlægges det i hvert fald for de implicerede. De tæller bl.a. amerikanerne Tom og Briggs og inuiten Sakkak. Men dosis af pillerne bliver sat op alt for hurtigt og tingene udvikler sig slet ikke som forventet, for der er bivirkninger – meget uheldige bivirkninger.

Mange år senere, nærmere bestemt 2014, skal journalisten Matthew skrive en artikel om selvmord i den mest afsidesliggende by Ittoqqortoormiit. Faktisk er det tre selvmord, og det viser sig, at omstændighederne er noget mystiske.

Matthew har også travlt i sit privatliv, for han leder efter sin far, der forsvandt for mange år siden, og som efter sigende skulle være død. Men nu har han fået et livstegn fra ham. Matthew har også fundet ud af, at han har en halvsøster, Arnaq, som han har fået kontakt med, og nu vil han vide mere om deres fælles far. Han går til Briggs, som han ved kendte hans far for mange år siden, men Briggs er særdeles fåmælt. Snart er det ikke kun sin far, Matthew leder efter, men også Arnaq, der er forsvundet, mens hun var på weekendtur til den forladte by Færingehavn. Hun formår at ringe kort, og det levner ingen tvivl om, at hun er i stor fare.

Matthew og hans rebelske veninde Tupaarnaq begiver sig afsted til Færingehavn, for at finde Arnaq, og det viser sig hurtigt, at noget er helt galt. Byen er forladt og øde, alligevel er der spor efter mennesker. Det er gysende forfærdeligt, det som Færingehavn gemmer på af hemmeligheder og som nogen højt oppe i systemet ikke ønsker skal komme frem.

Fortid og fremtid bølger frem og tilbage og sagen med forsøgene for 30 år siden trækker spor op til nutiden. Der er tale om politisk magt og magtmisbrug, en skjult verden og forbrydelser, der venter på at blive opklaret.

Kold angst er en selvstændig fortsættelse af Mads Peder Nordbos første krimi Pigen uden hud, hvor flere af karaktererne går igen, som fx Matthew, Tupaarnaq og Abelsen. Selv om man kan læse Kold angst uafhængigt af Pigen uden hud, vil jeg anbefale at starte med den første, så du lærer personerne at kende fra starten af.

Kold angst er både spændende og uhyggelig med et plot, der trækker mange tråde mellem de implicerede, men Mads Peder Nordbo fører læseren sikkert i havn. Det grønlandske landskab danner en smuk ramme, og man bliver som læser lidt klogere på Grønland og de store kontraster mellem menneske og natur, mellem storby og lille bygd, mellem kultur og politik. Han skriver godt, ham Mads Peder Nordbo, så mangler du en krimi, der også byder på nogle standpunkter, så er denne og Pigen uden hud gode bud.

Mads Peder Nordbo, Kold angst, Politikens Forlag, 367 sider, marts 2018

Én kommentar »

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.