// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Haruki Murakami: Mordet på kommandanten
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Haruki Murakami: Mordet på kommandanten

Skrevet af den 24. maj 2018 – 07:28Ingen kommentarer

Murakami er en af de allermest oversatte nulevende japanske forfattere og nævnes ofte som kandidat til nobelprisen. Hans univers blander også virkelighed og drøm på en sær, men alligevel logisk måde, og han har fået et stort publikum også i Danmark. Når man læser Mordet på kommandanten forstår man hvorfor.

Vores fortæller er en nyskilt portrætmaler, der låner et hus i bjergene af en ven, han har gået på kunstakademiet med. Her vil han slikke sine sår og måske udforske sit talent, men ideerne til malerier lader vente på sig, og i stedet må han tjene lidt på at undervise i den nærliggende by.

Og så begynder mærkelige, Murakamiske ting at ske. Det starter med den mystiske, men meget rige, genbo Menshiki, der vil have malet sit portræt og som bliver katalysator for fortællerens kunstneriske genfødsel. Menshiki har flere skjulte dagsordener, som kun langsomt bliver rullet op.

Imens vågner fortælleren flere gange om natten til lyden af små bjælder. Bjældernes ringlen kan lokaliseres til en gammel stenbunke i skoven bag huset. For at finde ud af, hvad der frembringer lyden får fortælleren og Menshiki stenbunken gravet op, og finder derunder et stort hul i jorden, der bortset fra et sæt bjælder er ganske tomt… herfra bliver grænsen mellem drøm og virkelighed udvisket og kommandanten melder sin ankomst.

Jeg holder meget af Murakami, og Mordet på kommandanten er uhyre velskrevet og interessant. Jeg synes også, den er meget japansk – i hvert fald mere end mange af hans øvrige værker. Murakami bevæger sig sprogligt ubesværet mellem de meget konkrete hverdagsskildringer og så de svagt mytiske elementer. Undervejs kommer vi både rundt om japansk malerkunst og om et attentat i Østrig i 1938, der ser ud til at have betydning for husets tidligere beboer og nu også for vores fortæller.

Mordet på kommandanten er kun første bind af (formentlig) to, og jeg savner – naturligvis – slutningen, hvor alle brikkerne forhåbentlig falder på plads og glæder mig til bog 2, der kommer på dansk til efteråret.

Haruki Murakami: Mordet på kommandanten. 424 sider, Klim. Oversat af Mette Holm, udkommer 24. maj 2018