// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Julian Barnes: Den eneste historie
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Julian Barnes: Den eneste historie

Skrevet af den 11. maj 2018 – 09:27Ingen kommentarer

Ved en lodtrækning om partner til double mix i den lokale tennisklub, møder den 19 årige uafhængige Poul den noget ældre charmerende Susan. Susan er gift og har to døtre på samme alder som Poul selv. Det er alt andet end let, men kærligheden er ikke til at komme udenom, og Romeo og Julie gav jo heller ikke op.

Det lyder som starten på en saftig gray shade-fortælling, en klassisk tragedie eller en romantisk kærlighedsroman, men det er der slet ikke tale om. Selvom kærligheden er omdrejningspunktet i Julian Barnes nyeste bog Den eneste historie, så er værket en hardcore undersøgelse af kærlighedens væsen skrevet med en overlegen litterær sikkerhed.

I en lille notesbog begynder Poul som ung at samle citarer fra både kendte og ukendte personer han støder på. Det bliver et livslang studie af kærlighedens grundprincipper. Nok er kærligheden aksen i værket, men lykkebegrebet får en central betydning for værkets personer. Gør kærlighed dig lykkelig? Kan man blive lykkelig uden kærlighed?

Lykke er eftersigende noget, vi danskere kender opskriften på. Selvom vi i år (2018) desværre kun lander på en tredje plads (sauna må gøre underværker, for finnerne har nuppet første pladsen), så er vi mere end en gang blevet kåret til verdens lykkeligste mennesker i FN´s årlige “World Happiness” rapport. Men jeg kan vist roligt afsløre, at Barnes og FN har meget forskellige måder at undersøge lykkebegrebet på. Barnes bemærker, at danskernes høje placering på lykkelisten især er erhvervet ved, at danskerne har sænket deres forventninger og dermed lettere ved at indfri dem. Vil du, som hovedpersonen Poul spørger, hellere lide mere og elske mere eller lide mindre og elske mindre?

Værket er bestemt ikke bare endnu en kærlighedshistorie, men snarere en refleksion over menneskets ynglingsemne: kærligheden. Et tilbagevende emne hos Barnes er erindringen og selve fortællerkunsten, hvilket på skarpsindig vis bliver integreret i bogen. Barnes udnytter forskellige fortællerstemmer og synsvinker og fortæller med elegance og intellekt om et anderledes kærlighedsforhold, om den knusende kærlighed – om den eneste historie i et menneskes liv, der rykker eller nærmere forrykker vedkommende. Det er en velstruktureret bog, som er tænkt uden at være fortænkt. Det flydende og udfordrende sprog og den intelligente humor gør værket til en skøn læseoplevelse.

Julians Barnes, Den eneste historie, Side 264, Maj 2018, Gyldendal.