// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Marguerite Duras: Lol V. Steins henførelse
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Marguerite Duras: Lol V. Steins henførelse

Skrevet af den 7. maj 2018 – 07:47Én kommentar

Marguerite Duras, født i 1914, voksede op under trange kår i Fransk Indokina i Sydøstasien. Da hendes far blev syg, flyttede han tilbage til Frankrig og efterlod sin kone og tre børn i Fransk Indokina. Først som 17 årig, vendte Marguerite tilbage til Frankrig for at studere politik og siden jura. Hun blev senere forfatter og filmproducer, og skrev gennem årene en række noveller og filmmanuskripter, hvoraf flere blev udgivet. Lol V. Steins henførelse udkom i 1964 og er en af de oversete klassikere, Gyldendal har udvalgt til Gyldendal Skala-serien.

Lol V. Stein bliver forladt af sin rige forlovede Michael Richardson, da han ved et bal ved T. Beach i byen S. Tahlia møder en anden ung kvinde og lader sig forføre af hendes smukke ydre. Lol V. Stein overværer katastrofen, og det skal efter sigende have udløst et vanvid i Lol, der ødelægger hende for bestandigt. Vi stifter bekendtskab med Lol V. Stein en række år efter tragedien. Her er hun blevet gift med John Bedford, har fået tre døtre og er vendt tilbage til S. Tahlia. Fortælleren beskriver smukt mødet med den unge kvinde, der siden den brudte forlovelse har holdt sig for selv.

Isolationen viser sig dog at bunde i mere, end hvad fortælleren først troede. Efterhånden som han lærer den gådefulde Lol at kende og langsomt bliver trukket ind i hendes sindssyge, opdager han, at der ligger mere til grund end hændelsen ved T. Beach. Han har selv en affære med Lols barndomsveninde Tatiana Karl, og fortællingen beskriver et trekantsdrama uden lige.

Essensen af denne historie ligger ikke i det, der bliver sagt, men i det der ikke bliver fortalt. Fortællerens betragtninger af Lol V Stein munder ud i, at han langsomt bliver forført af hendes længsel. Hendes higen efter at påføre sig følelsesmæssig smerte i den grad, at hun kan udstå den, forundrer og tiltrækker ham.

Jeg havde ikke læst Marguerite Duras før Gyldendal udgav bogen i Gyldendal Skala-serien. Jeg blev fuldkommen tryllebundet af den vanvittige måde, historien var bygget op på. Netop som jeg troede, jeg havde fundet en rød tråd, mistede jeg igen overblikket. Jeg må sige, at bogen passer perfekt til de andre i serien, og jeg beundrer valget af Lol V. Steins henførelse.

Marguerite Duras: Lol V. Steins henførelse, Gyldendal, 230 sider, februar 2018

Én kommentar »

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.