// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jesmyn Ward: Syng, levende og døde, syng
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Jesmyn Ward: Syng, levende og døde, syng

Skrevet af den 9. maj 2018 – 07:00Ingen kommentarer

JoJo er 13 år og bor hos sine bedsteforældre sammen med sin lillesøster. Faderen Michael sidder i fængsel, og den stofafhængige mor Leonie er kun sporadisk til stede, både fysisk og mentalt. Kærlighed og omsorg lærer han fra sine bedsteforældre, Pop og Mam, og han forsøger efter bedste evne at passe på sin lillesøster.

En dag ringer telefonen, Michael bliver løsladt, og Leonie insisterer på at hente ham i fængslet sammen med børnene på trods af forældrenes protest. De skal ud på en lang køretur til det berygtede fængsel Parchman, hvor også Pop engang har været fængslet, og hverken turen dertil eller stedet er noget for børn, slet ikke når de rejser med en mor, der dårligt kan tage sig af dem. Men Mam er dødsyg af kræft, og Pop kan ikke efterlade hende, men han kan heller ikke tage tilbage til Parchman. Så de tager af sted, og JoJo passer på sin lillesøster efter bedste evne.

Da de ankommer til fængslet, hægter et genfærd af en tidligere 13 årig indsat sig på JoJo. Han kendte JoJos bedstefar Pop, de var indsat i Parchman samtidig, og han vil med dem hjem. Han kan ikke komme over til “den anden side”, før han har set og talt med Pop igen.

Samtidig med dette ser Leonie også sin afdøde brors genfærd, hver gang hun er høj. Han følger hende som en dårlig samvittighed.

Vi befinder os således både blandt levende og døde i historien, og det ekstra åndelige lag giver et lidt rodet indtryk, og det forvirrer i dialogerne oveni den skiftende synsvinkel fra kapitel til kapitel. Jeg er ikke sikker på, at jeg synes, det fungerer.

Hvad der dog utvivlsomt fungerer, er forfatterens persongalleri, der er stærkt og troværdigt, og hun vækker med sine beskrivelser så mange følelser hos læseren, at det til tider var svært at læse videre. Fordi det hele er så hjerteskærende. Der er mord, vold og mishandling over alt, og det gælder også børnene. Det er næsten ikke til at holde ud.

Det er en barsk fortælling om de amerikanske sydstaters brutale historie, om racediskrimination, om forældres manglende evne til at passe på deres børn og om børns ufattelige styrke. Men det åndelig lag, der er et gennemgående tema i bogen, skabte for mig en vis distance. Det grænser til lidt sekterisk, når man ikke tror på den slags, og den øvrige meget vigtige historie ville stå fint alene uden spøgelserne.

Læs også anmelder Katrine Lesters anmeldelse af samme bog.

Jesmyn Ward, Syng, levende og døde, syng, Hr. Ferdinand, 9. maj 2018, 297 sider.