// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Peter Mogensen: I bjørnens kløer
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Spænding

Peter Mogensen: I bjørnens kløer

Skrevet af den 6. maj 2018 – 07:36Ingen kommentarer

Peter Mogensen er kendt som politisk kommentator på blandt andet Politiken og TV, og han er tidligere spindoktor for statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Nu debuterer han som spændingsforfatter, og det slipper han rigtig godt fra. Med ’I bjørnens kløer’ har han skrevet en ægte thriller. Den er ganske enkelt spændende fra de første sider, og der er smæk for skillingen og god fart på fortællingen.

Danmark er kommet i en slem kattepine. Vi skal lede FN kort før, verden skal tage stilling til, om Tjetjenien skal have sin selvstændighed. For den russiske præsident Sorokin vil det være en begivenhed, der kan koste ham meget dyrt. Kan USA være med til at gennemtvinge selvstændighed for Tjetjenien, så er nationen tilbage på scenen som verdensleder.

Russerne er villige til at gå meget længere, end nogle kan forestille sig for at forpurre Tjetjeniens endegyldige løsrivelse. Det får den tidligere jægersoldat Henrik Foss at føle. Han er nummer to i det største oppositionsparti Venstre, og han står til at blive Danmarks næste udenrigsminister. Russerne truer ham, og da først hans to sønner og ekskone kidnappes, bryder hans verden sammen. Det udløser en regeringskrise, for hvordan undgår vi offentlighed om dramaet? Hvordan kommer Danmark ud af den politiske armlægning mellem stormagterne uden at ofre sin værdighed eller Foss’ familie? Og hvor skal aberne skal placeres, når det hele er overstået – der lurer et folketingsvalg lige om hjørnet, og krisen kan komme til at koste regeringspartiet Socialdemokraterne magten.

Det viser sig, at en sand psykopat står i spidsen for et lille hold russiske elitesoldater, der bag linjerne fører både psykologisk og fysisk krig mod udvalgte modstandere. De er hele tiden et lille skridt foran, og meget tyder på, at der er en forræder i inderkredsen af dansk politik. At de går efter lige præcis Foss’ familie og ham selv, er der en god grund til. Der er fangarme tilbage i tiden, til Foss’ militære karriere. Der er kort sagt også et personligt regnskab, som skal gøres op.

Peter Mogensen kender den politiske verden indefra, men man må nu håbe, at han smører rigelig tykt på for at skabe en god historie. Selv om der er et vist samarbejde på tværs af partiskel, er det ikke et kønt billede, han tegner. Og kan man tro på, at Rusland vil gå så langt som at sende psykopatiske hitmen i aktion i et fremmed land? Tjah, bedøm selv, blandt andet ud fra giftangreb og mystiske dødsfald i London og manipuleren med andre landes demokratiske valg.

Peter Mogensen, I bjørnens klør, Turbine, 2018, 426 sider