// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Paolo Cognetti: De otte bjerge
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Paolo Cognetti: De otte bjerge

Skrevet af den 25. august 2018 – 07:15Ingen kommentarer

De otte bjerge er en hyldest til den storslåede natur og det simple liv i bjergene på grænsen mellem Italien og Schweiz. Og det er fortællingen om to drenges særlige venskab.

Drengen Pietro er enebarn fra Milano og romanens fortæller. Den sommer hvor han er 11 år lejer hans forældre et lille hus i byen Grana ved foden af bjerget Monte Rosa. Her møder han den jævnaldrende dreng Bruno, som er hyrdedreng og som derfor bor fast ved bjerget. Drengene bliver langsomt venner og udforsker sammen bjergene i området. Deres venskab varer ved, de mødes gentagne gange trods deres meget forskellige liv og forskellige ønsker for fremtiden. Hvor den ene drømmer om et byliv med karriere, ønsker den anden at passe dyr og dyrke jorden på landet ved bjergene.

Romanen viser således, at der ikke er en bestemt måde at leve livet på. At der både findes livet i byen med skolegang, kulturelle tilbud og fast arbejde, hvor andre vælger det simple men hårde liv på landet. Det åbner op for spørgsmålet om, hvad der er det gode liv. Pietros forældre presser på et tidspunkt i den bedste mening på for at Bruno skal blive oplyst og kulturelt dannet. Men kan man afgøre, hvad det gode liv er for andre familier?

Det er ikke kun drengene, der bevæger sig op i bjergene. Pietros far bevæger sig også op i bjergene. Han har dog en noget mere målrettet tilgang til at bestige et bjerg. Flere gange tager han Pietro med på sine ture, selvom Pietro ikke nyder det i samme omfang som hans far. Det bliver nærmest en besættelse for ham at bestige bjergene hurtigt.

Drengene vokser sig til mænd, en årrække ser de ikke hinanden. Men som voksne mødes de igen. Og livet taget en drejning.

Romanen byder på malende beskrivelser af naturen, dyr, træer, huler, grotter, sne og bjerghytter. Romanen er til den tålmodige læser, der ikke kræver fuld fart på handlingen. Du skal have lyst til at kunne se de store landskaber for dig, sætte pris på at forestille dig farverne, duftene, støvet, varmen om sommeren og kulden om vinteren. Og du bliver hjulpet rigtigt godt på vej til at danne dine indre billeder med de smukke detaljerede beskrivelser.

Romanen rummer også samtaler om, hvorvidt man skal vælge grantræ eller lærketræ, hvis man skal lave tagspær på sit stenhus oppe i bjergene. Tagspær der både skal kunne klare solens varme om sommeren og den tunge sne om vinteren.

Alt i alt er De otto bjerge en fin roman til den tålmodige læser om venskab, om slægtskab og om den store natur.

De otte bjerge er skrevet af italienske Paolo Cognetti (f.1978) og bogen er hans internationale gennembrud. Han har vundet flere priser for romanen.

Paolo Cognetti, De otte bjerge, Maj 2018, På dansk ved Lorens Juul Madsen, 220 sider, People´sPress