// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Ida Jessen: Vandpaladset
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Ida Jessen: Vandpaladset

Skrevet af den 11. januar 2010 – 10:00Ingen kommentarer

Vandpaladset er Ida Jessens debutroman fra 1998. Ida Jessen er forfatteren bag den anmelderroste Børnene, som udkom i sensommeren 2009. En af styrkerne i Børnene er forfatterens suveræne evne til at skildre personerne, så de fremtræder realistiske og tydelige. Den evne fornemmer man allerede i debutbogen. Vandpaladset er ikke så suveræn som Børnene, men den er absolut alligevel værd at bruge et par timer på.

Fortællingen foregår i en industriby i Norge. Her bor den unge kvinde Su sammen med sin tyranniske mor, der ejer en grillbar – Vandpaladset. Su forelsker sig i Boris, men da hun er kærester med Victor, som hendes mor sætter overordentlig stor pris på, må hun i starten holde sin kærlighed hemmelig. Da hendes mor bliver alvorlig syg og sidenhen dør, overtager Su Vandpaladset og sammen med Boris bygger de en restaurant op.

Selvom Su og Boris får opbygget den restaurant de har ønsket sig, er de alligevel ikke helt lykkelige. Boris længes efter sin hjemegn, mens Su føler sig knyttet til sin familie i et omfang der gør, at hun ikke uden videre kan flytte derfra. Der er hemmeligheder i familien, som Ida Jessen ikke afslører, men som læseren selv må gætte sig til. Og det er faktisk en del af charmen ved bogen.

Som i Børnene er det beskrivelserne af de enkelte mennesker, deres indbyrdes forhold og måden de omgås, der er det særlige. Det er de psykologiske aspekter og især Su´s tanker og udvikling, der bærer bogen. Og selvom det er hverdagen, der er omdrejningspunktet, er det på ingen måde kedeligt eller banalt. Det er en stilfærdig fortælling om en ung pige, der udvikler sig til kvinde, og jeg kunne ikke undgå meget hurtigt at blive helt fanget af bogen. Det er bestemt ikke den sidste bog jeg læser af Ida Jessen.

Vandpaladset er netop genudgivet januar 2010. Det samme er de to tidligere udkomne bøger: Den der lyver, og Det første jeg tænker på. Ida Jessen er født i 1964 i Sønderjylland, hun arbejder som forfatter og oversætter, og er Cand. mag. i litteraturhistorie og massekommunikation.

Ida Jessen, Vandpaladset, 3. udgave Januar 2010, Gyldendal, 192 sider.