// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Peter Olesen: BROERNE i København
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Fotodokumentar, Historie, Opslagsværk

Peter Olesen: BROERNE i København

Skrevet af den 14. april 2018 – 10:11Ingen kommentarer

“Kan du ikke anbefale mig nogle gode guidebøger til København, jeg er ved at planlægge en længere gåtur for en håndfuld af mine venner, der må gerne være et tema af en slags”, sagde min veninde. Jo! svarede jeg. Havde netop modtaget den nye bog af Peter Olesen BROERNE i København og tænkte, at jeg måske kunne friste med en tur rundt til byens gamle og nye broer.

BROERNE i København præsenterer et udpluk af byens broer. Der er broer over vand. Og broer på land. Der er nye broer. Og gamle broer. Der er broer af stål og glas. Og broer af træ. Fælles for broerne er, at hvis man går ud på broerne kan man se ind på byen fra andre vinkler og det er ofte værd at gøre. “Og det er netop det, denne bog vil: Lokke os ud over broerne, lære dem at kende, lære at holde af dem og bruge dem flittigt og frem for alt sine steder se byen lidt fra oven fra de forskellige broer”.

Vi bliver præsenteret for de broer vi alle kender: Langebro og Knippelsbro, som er de to ældste broer. Og vi bliver præsenteret for de nyere broer: Inderhavnsbroen og Trangravsbroen (geniale broer, der får bundet byen langt bedre sammen). Du kan selvfølgelig også læse om Dronning Louises Bro, Carlsbergviadukten og Belvederebroen. Den sidste har jeg aldrig set og aldrig hørt om, men den får snart mit besøg. Det er en knaldrød bro, den er fra efteråret 2016 og ligger i Sydhavnen ved Belvederekanalen i nærheden af H.C. Ørstedværket. Den bro er jeg ret nysgerrig på.

Bogen er fint illustreret med fotos af fotografen Henrik Bjerregrav. Jeg så gerne, at der ved hvert foto var angivet, hvilken bro, der var tale om.

Nogle af afsnittene er lige rigeligt detaljerede med historiske og tekniske detaljer, men det er nok et spørgsmål om temperament og smag, hvor meget information man ønsker. Når det er sagt er bogen inspirerende og jeg får lyst til at indtage den charmerede by og at se på København fra broernes vinkel.

Samme forfatter har skrevet bogen Stille København som jeg er meget glad for. Stille København guider os til 40 af hovedstadens stille udendørs oaser, hvor vi for en stund kan søge ly og ro. Bogen er en hyldest til de grønne haver, parker og anlæg, som den til tider travle og larmende storby, også byder på.

Både BROERNE i København og Stille København er bøger jeg kommer til at tage frem igen og igen, når jeg skal inspireres til en gåtur i København. Gad vide hvad Peter Olesen finder på næste gang?

Peter Olesen er journalist og forfatter, han er guide på ture rundt i København, har han redigeret og skrevet mere end 50 bøger, heraf 27 om København og man fornemmer hans begejstring for den smukke gamle by.

Ifølge Gyldendals Den store danske er en bro: “et bygværk opført for at lede en trafikåre i form af en sti, en vej eller en jernbane over en forhindring som fx et vandløb, en dalsænkning, et farvand eller en anden trafikåre.”

Peter Olesen, BROERNE i København, Frydenlund, 184 sider, Januar 2018, Fotograf Henrik Bjerregrav.