// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jakob Kvist: Ambassadøren
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Sport

Jakob Kvist: Ambassadøren

Skrevet af den 19. april 2018 – 07:19Ingen kommentarer

Flere hundrede siders biografi om en fodboldspiller. Og kun om spillerens opvækst og karriere som spiller. Ikke som træner. Kan det virkelig være interessant? Ja, det er det når spilleren er Danmarks gennem tiden bedste fodboldspiller. Det er Michael Laudrup, hvis nogen skulle være i tvivl. Og når forfatteren er Jakob Kvist.

Ambassadøren er en af de her meget markante biografier fra midten af 1990’erne, hvor biografigenren virkelig tog fart med biografier, der gik stadig tættere på hovedpersonen. Og som ikke kun protrætterede politikere og skuespiller. Mest markant er dog biografien ”Nyrup” om daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Et nybrud indenfor den danske biografigenre, da Nyrup på udgivelsestidspunktet stadig var statsminister og da den gik særdeles tæt på en række personlige ting i Nyrups liv.

Tilbage til Kvist og Laudrup. Bogens titel er ikke tilfældigt valgt. Det er nemlig den karakteristik som Kvist og mange efter ham sætter på Michael Laudrup. En god dreng, der ikke råber op, men finder sig i meget og hele tiden forsøger at være diplomatisk.

Vi følger Laudrup op gennem drenge- og ungdomsrækkerne på den københavnske vestegn, ud på hårde udlandseventyr i de italienske klubber Lazio og Juventus. Herfra videre til Barcelona, Madrid, Japan og Holland. Det er dog naturligvis læreårene på vestegnen og i Italien samt succesen i Spanien, der fylder mest i fortællingen. Og så naturligvis Laudrups meget omtalte pause fra landsholdet i protest mod Richard Møller Nielsen.

Ordene er mange. De står tæt. Linjerne er mange og de står tæt. Siderne er mange. Fortællingen er lang og kompakt. Men den er samtidig uhyre velskrevet med et godt flow.

Michael Laudrup er en af de største nulevende danskere. Og han har haft en spændende udlandskarriere. Men det kræver i hvert fald bare en lille smule interesse for fodbold og for Michael Laudrup at komme igennem Kvists moppedreng af en bog. Så gå tilbage til femikrimierne og strikkebøgerne, hvis I ikke er til den slags. Har I derimod bare en snert af interesse for diplomaten og boldjongløren Laudrup, så er det bare med at komme i gang.

Når I er færdig med ”Ambassadøren”, så er der faktisk fornylig lavet en form for ”to’er”. Det er en endnu større moppedreng om Laudrups trænerkarriere so far. En hel naturlig fortsættelse, som er anmeldt her.

Jakob Kvist: Ambassadøren. People’s Press, 1996. 380 sider.