// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Nadia Dalbuono: Fordærv
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Krimi

Nadia Dalbuono: Fordærv

Skrevet af den 16. april 2018 – 07:39Ingen kommentarer

Kriminalkommissær Leone Scamarcio er ikke en Hr. hvem-som-helst. Søn af en mafiaboss, der har sagt farvel til en kriminel karriere inden for familien af gangstere og forbrydere. Nu en del af Roms politistyrke og en af de få retskafne mænd i Italien. Men hans baggrund og stædige kamp for at holde sig fri af det kriminelle miljø stimulerer hans indre dæmoner. Dem prøver han at holde i skak med lidt pot og et glas god whisky.

Dæmonerne er svære at holde nede efter, at Scamarcios chef overgiver en sprængfarlig sag til ham. En særdeles højtstående politiker er blevet fotograferet i meget penible omstændigheder. En trækkerdreng myrdes. En lille amerikansk pige bortføres fra en strand på Elba, og en modbydelig, fængslet børnemorder rækker ud til ham og tilbyder oplysninger, der kan hjælpe opklaringen på vej.

Det bliver en kamp mod tiden for at redde den lille pige fra en grum skæbne blandt pædofile italienere, og gradvist går det op for vores hovedperson, hvordan forbrydelserne er filtret ind i hinanden. Der er politiske interesser på spil, og blandt de mistænkte er samfundets spidser. Korruptionen florerer i alle lag af samfundet, og Scarmacio kan ikke trænge til bunds i sagerne uden at tage uortodokse metoder i brug. Samtidig må han indse, at hans familie muligvis kan have været involveret i nogle af uhyrlighederne. Så han konfronteres med sin egen fortid i takt med, at han graver sig dybere og dybere ned gennem de lag, der dækker over mord og misbrug.

Dalbuono har et skarpt blik for Italien. Man bevæger sig i smukke landskaber, gennem snævre romerske gyder og kaffeduftende cafeer. Men skønheden rives brutalt i stykker, og råddenskaben vælter frem. Det er effektivt, velskrevet og spændende. Hun kan noget af det samme som en velskrivende italiensk kollega, Gianrico Carofiglio, men der er mere smæk for skillingen hos Dalbuono.

Nadia Dalbuono, Fordærv, Alhambra, 435 sider, Oversat af Emilie Harild Gaardboe