// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Stephen King: Dolores Claiborne
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Stephen King: Dolores Claiborne

Skrevet af den 11. april 2018 – 07:37Ingen kommentarer

Dolores Claiborne, undertiden St. George, er en kvinde fra den gamle skole. Hun piber ikke, hun passer sine ting, og hun passer på sin familie. Dolores har arbejdet for den strenge Vera Donovan i 43 år, og nu er hun mistænkt for mordet på sin demente arbejdsgiver. For at forklare sin uskyld bekender Dolores mordet på sin afdøde mand, 30 år tidligere. Herefter giver hun sig i kast med en lang beretning om stort set hele sit voksne liv.

Både Vera og Dolores må erkende, at det er hårdt at være en gimpe, men nogle gange må en kvinde være en gimpe for at overleve. Begge har de lidt og ofret sig under ægtemænd og hårde vilkår. Og begge har de betalt prisen. Når mørket først træder ind, kommer spøgelserne og plager dig for dine synder.

Det er en historie om opofrelse og om særdeles disharmonisk familieforhold, hvor faren drikker, bander og nedgør. Og så har han vandrende hænder over for datteren.

Én ting ved denne historie er selve handlingen, men noget andet er de tekniske virkemidler. Historien er udelukkende fortalt af Dolores Claiborne, som hun sidder til afhøring hos politiet. Og hele dette manuskript kunne ligeså vel være en afskrift fra båndoptageren, da hele fortællingen er fortalt direkte af Dolores. Så hele historien og dens troværdighed er hængt op på karakteren Dolores Claiborne. Og det lykkes faktisk for Dolores gennem fuld ærlighed over de ydmygelser, hun har måttet tåle, og derved opnår hun læserens fulde sympati. Dog sniger tvivlen sig ind hos læseren mod slutningen. Har hun virkelig dræbt Vera Donovan?

Man skal heller ikke tage fejl. Selvom bogen adskiller sig fra nogle andre bøger af Stephen King, så er der stadig hans fingeraftryk med den snigende stemningsopbygning, og man sidder næsten klistret til siderne, mens Dolores fortæller sin historie.

Jeg læste lige netop denne bog, fordi dens form og fortællemåde var anderledes. Det tiltalte mig, og så måtte jeg læse den. Og det har jeg ikke fortrudt. Og jeg kan også anbefale andre at gøre det samme. Om ikke andet så for en anden læseoplevelse.

Stephen King behøver ingen introduktion; Forlaget Hr. Ferdinand genudgiver en række af hans klassikere, hvor Dolores Claiborne er en af dem, og den kunne være et fint sted at starte sit King-eventyr.

Læs også gerne vores anmeldelser af andre af Stephen Kings bøger: Helt mørkt, intet lys, De der søger, Mercedesmanden, Joyland og Doktor Søvn.

Stephen King: Dolores Claiborne, 1992 (2018), Forlaget Hr. Ferdinand, 223 sider.