// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jamie Oliver: 5 ingredienser
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Mad og drikke

Jamie Oliver: 5 ingredienser

Skrevet af den 2. april 2018 – 07:34Ingen kommentarer

Jamie Oliver har været en populær mand, siden han første gang tonede frem på tv-skærmene som den unge og anderledes kok, der gjorde tingene på en helt ny måde. Han og hans dengang kæreste, Jules, tog de engelske – og senere verdens – seere med storm, når de nemt, hurtigt og med en moderne tilgang sammensatte lette og uhyre velsmagende retter, som alle kunne lave.

I dag er Jamie Oliver et imperium. Men én ting har ikke ændret sig, og det er hans tilgang til at lave mad. Der er ikke mange af Jamie Olivers tallerkener, der ville passere gennem en gourmetkoks fine fornemmelser for anretning. Men smagene har de aldrig kunnet sætte en finger på.

Nu viser Jamie os en måde, hvorpå vi med blot fem ingredienser kan lave de lækreste retter, der samtidig er hurtig og sund mad. Nåh ja, han undskylder, at sundheden ikke hele vejen igennem er i top i afsnittet ’Sødt’ på side 262, men det tager vi gerne med. Og ja, han indrømmer også, at der enkelte gange er brugt fem ingredienser til hovedelementet, som du så kan supplere med pasta, kartofler, salat eller andet. Men når det er sagt, så vil jeg udfordre enhver til at bladre i denne bog uden at blive skrupsulten. Jeg kunne ikke.

Om du er til salater, retter med pasta, grønt, ris og nudler eller æg, eller du centrerer din ret om kød som kylling, fisk, okse, gris eller lam, så får du her et herligt værktøj til at lave god, nærende og sund mad, du kan tilberede på kort tid, og som med garanti vil imponere dem, du serverer den for. Det er så meget en win-win, at du ikke kan gå galt i byen.

Nogle kogebøger er sjove. Andre er spændende. Enkelte er udfordrende. Flere er bare interessante. Men ”5 ingredienser” er brugbar, og den har nu en fast plads i vores køkken. Kommer vi lidt sent hjem og har ikke planlagt aftensmaden, så åbner vi ”5 ingredienser”, og ca. 30 minutter efter sidder vi og spiser. Se, DET er en kogebog for folket.

Vi har tidligere anmeldt Jamie Olivers bøger Spar med Jamie, Jamies mad på 30 minutter og Alle kan lære at lave mad.

5 ingredienser, Jamie Oliver, Lindhardt & Ringhof, 320 sider, December 2017