// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Phil Klay: Vi skød også hunde
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Noveller

Phil Klay: Vi skød også hunde

Skrevet af den 12. marts 2018 – 07:38Ingen kommentarer

Der er en kulturel arv efter næsten alle større krige. Det kan være i form af film, billedkunst og romaner, hvor erfaringerne bearbejdes eller der udtrykkes protest mod det, der skete under den pågældende krig.

’Intet nyt fra Vestfronten’ er klassikeren over alle om 1. verdenskrig. James Jones’ ’Herfra til evigheden’ og Norman Mailers ’De nøgne og de døde’ rager op som fyrtårne blandt de mange bøger i kølvandet på 2. Verdenskrig. Fra Vietnamkrigen kom et utal af stærke bøger og film. Blandt romanerne kan nævnes Robert Stones ’Dog Soldiers’ og Tim O’Briens ’Going after Cacciato’, og blandt filmene udgør ’The Deer Hunter’, ’Platoon’ og ’Coming Home’ vigtige vidnesbyrd.

På samme måde er der kommet film og bøger efter krigene i Afghanistan og Irak. Men det er ikke mange bøger, der er blevet oversat til dansk. Det råder People’s Press nu bod på med denne stærke og opsigtsvækkende novellesamling.

Bogen henter sin titel fra åbningsnovellen ’Hjemkomst’, hvor den hjemvendte soldat plages af minderne om de hunde, han var med til at skyde i Irak, fordi de slikkede blod op fra jorden og åd lig. ’Vi skød hunde. Ikke ved et uheld. Vi gjorde det med vilje, og vi kaldte det Operation Scooby. Jeg er hundeelsker, så det tænkte jeg meget over.’

Phil Klay har selv været udsendt, og han trækker på egne erfaringer som soldat og veteran. De hjemvendte soldaters situation fylder meget i samlingens 13 noveller. Flere af dem er ødelagt af oplevelserne under krigen, og minderne fra slagmarken vil ikke slippe deres tag i dem. Alle har de svært ved at fortælle om, hvad de har været ude for. Det virker for utroligt for civilisterne, der enten ikke tror på, hvad de fortæller, eller tager afstand fra veteranerne, fordi deres oplevelser ikke passer ind i billedet af, hvordan krige skal udkæmpes.

Novellerne er intense, og hver enkelt skal fordøjes grundigt. Det er barske historier, både om død og ødelæggelse, men også om, hvor invaliderende hjemkomsten kan være. Som Klay skriver om en af sine soldaterkolleger, hvis kone ved gensynet er gravid i femte måned: “for en soldat, der vender hjem efter syv måneders udsendelse, er det en anelse i underkanten”. Så præcist og kortfattet kan det gøres.

“Vi skød også hunde” vandt den prestigefulde National Book Award og blev valgt som en af årets bedste bøger i New York Times. Den er udkommet i flere lande verden over og har modtaget hæder vidt og bredt samt ligget på bestsellerlisterne. Novellesamlingen, som er Phil Klays debut, har potentiale til at blive et af de værker, der i fremtiden vil blive fremhævet som en klassiker om en af de moderne krige.

Phil Klay, ’Vi skød også hunde’, People’s Press, Oversættelse: Jesper Wamsler, 300 sider, 2018.