// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Ståle Solbakken: Løvehjerte
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Sport

Ståle Solbakken: Løvehjerte

Skrevet af den 9. marts 2018 – 07:16Ingen kommentarer

Ståle Solbakken er vel som udgangspunkt en kontroversiel figur. Når jeg tøver lidt med at kaste ham helt over i den tønde, så er det fordi, han ikke er en traditionel mand. Ikke alene er han cheftræner for FC København, hvilket i manges øjne alene gør ham kontroversiel; han er også opdraget til at håndtere verden på en helt anden måde, end vi ser blandt unge mennesker i dag. Tillad mig at forklare.

Som menneske ligner han mange klassiske typer af mænd, der gennem årene ikke er vokset op med en guldske i munden. Han har kæmpet sig til alt – og kæmpet hårdt. Han har været klar over sit potentiale og i den grad også sine begrænsninger, og så har han gjort, hvad han kunne for at forbedre sig der, hvor han vidste, han havde udfordringer.

Unge mennesker i dag – hvis jeg må tillade mig at generalisere – lever på en helt anden måde. I det mindste i store dele af den vestlige kulturelitære verden. Unge lærer i dag, at de ikke har nogen begrænsninger; at de kan, hvad de vil, og når de det ikke, så gør forældrene alt, hvad de kan for enten at bane vejen eller at sikre, at børnene i det mindste ikke føler, det er deres skyld. Det er et samfund (mange samfund), hvor følelserne er i centrum. Det er synd for os, for dem, for alle – og vi skal alle sammen føle os som vindere, blot fordi vi trækker vejret. Og når vi vælger ikke at sætte nogen i kasser, eliminerer vi alle regler, al lærdom, al erfaring og al historie. Nogen ser det som fantastiske muligheder. Mange ser det som ultimativ stupiditet.

Sådan virker Ståle Solbakken ikke. Jo, han har mål og drømme, men han er ikke typen, der uddeler trofæer til alle, der har deltaget. Hvordan fanden skulle man så kunne rose dem, der har vundet og motivere dem, der ikke har til at blive bedre?

Solbakken tager gerne kampe. Selv når modstanderen hedder Pep Guardiola. En idiot er en idiot, også selvom han er træner for en af verdens største fodboldklubber, Barcelona (på det tidspunkt), og Solbakken står over for sin største fodboldmæssige udfordring nogensinde. Og han tager også de personlige kampe. Også når han i flere minutter ligger død på fodboldbanen. Han er i øvrigt ikke bange for at svare på spørgsmål om den skræmmende episode, der nær havde kostet ham livet.

Faktisk er Solbakken forbavsende åben. Og bogen ”Løvehjerte”, som har så mange fabelagtige undertoner og betydninger, at den nok er en af de bedste titler på en bog nogensinde, serverer Solbakken på et fad – på godt og ondt, men ikke med skyggen af aggressivitet.

Bogen er herlig læsning – for alle fodboldelskere samt for fans af menneskets natur. For den mand her er af en anden støbning – en langt mere klassisk og langtidsholdbar støbning. Og i bogen her åbner han døren til sit liv og sit hjerte.

Og det kontroversielle ved ham? Tjah, han går imod alle strømme i kultureliten, og der må på ingen måde herske nogen som helst tvivl om, at hvis båden en eller anden dag begynder at rokke lidt i vores moderne samfund, så er det ham her, der står tilbage. Derfor skal du læse denne bog.

Løvehjerte, Ståle Solbakken, Ekstra Bladets Forlag, 188 sider, November 2017.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.