// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Gianrico Carofiglio: Med lukkede øjne
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Krimi

Gianrico Carofiglio: Med lukkede øjne

Skrevet af den 2. januar 2010 – 15:20Én kommentar

Jeg troede, at en god krimi var fyldt med tempo og var kendt ved at den skaber hjertebanken hos det læsende publikum. Men jeg har taget fejl. En god krimi kan også emme af ro og alligevel være en glimrende og underholdende krimi. “Med lukkede øjne” er et godt eksempel på en sådan krimi.

Hovedpersonen Guido Guerriere er forsvarsadvokat og bosat i byen Bari i det sydlige Italien. Her er korruption og mafiametoder hverdag. Vi følger Guido Guerriere i hans dagligdag, der spænder fra kontorarbejde, restaurantbesøg, samtaler med klienterne, juridiske processer i retssalen til hyggestunder med kæresten i lejligheden. Det lyder måske nok både trivielt og banalt, men det er ganske interessant læsning. Guido Guerriere er en stilfærdig, velbegavet og utrolig sympatisk fyr, som man ikke kan undgå at komme til at synes om.

Bogen tager sin start, da en ung kvinde Martina ønsker at have ham som advokat. Hun er blevet afvist af flere andre advokater, der ikke ønsker at tage sig af sagen. Grunden er at hendes anklager om voldtægt og grov vold er rettet mod hendes ekskæreste, som er søn af en magtfuld lokal dommer. Men for Guido Guerriere er det ikke en forhindring, han lader stå i vejen for sit arbejde.

Modsat den mere traditionelle krimi handler bogen ikke om at opklare en forbrydelse. I “Med lukkede øjne” er opgaven at bevise/overbevise og dokumentere i retssalen, hvem der taler sandt. Og det kræver en retorisk snedig advokat. Og det er netop hvad Guido Guerriere er. Derfor er passagerne i retssalen på ingen måde kedelige, men derimod sprogligt skønne billeder.

Forfatteren Gianrico Carafiglio er født i 1961. Han er selv bosat i Bari, hvor bogen foregår, hvor han arbejder som anti-mafia dommer. Han har skrevet flere bøger, men “Med lukkede øjne” er desværre den eneste, der endnu er oversat til dansk.

Gianrico Carofiglio, Med lukkede øjne, Hr. Ferdinand, 214 sider, 2009, Oversat fra italiensk af Annemette Fogh, oprindeligt udkommet på orginal sprog i 2003.