// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Camilla Guldager Troelsø: Bare hverdag
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Fortællinger

Camilla Guldager Troelsø: Bare hverdag

Skrevet af den 19. februar 2018 – 07:57Ingen kommentarer

I 2013 udkom Camilla Guldager Troelsøs bog Balancegænger om mennesker i ubalance. Denne gang er hun klar med en ny udgivelse af tekstcollager med glimt fra den uomgængelige hverdag. I bogen Bare hverdag dykker Troelsø ned i dagligdagens store og små bekymringer.

“Nytårsforsæt”, “Menstruation og skilsmisse”, “Duen” og “Sensommerweekend” er overskrifter på nogle af bogens underholdende små tekststykker. Teksterne er varierende i længde fra 1 til 10 sider med forskellige fortællere og synsvinkler. Der er ingen handling eller direkte sammenhænge mellem de forskellige små tekststykker. Vi følger både den 13 årige Kalle, der ikke vil konfirmeres, er med til en skolehjemsamtale, i teateret med farmor og Louise og holder weekend med Johannes og Bitten. Teksten “Rækkehus” er en kort fortælling om kvinden Hanne, der bliver gift og får børn med Bjarne.

“Men med årene kom livet i rækkehuset til at snære som en alt for varm stram højhalset ulden trøje på Hanne. (…) På stille eftermiddage, når Bjarne arbejdede, og drengene løb ude og legede med deres venner fra de andre rækkehuse, drømte Hanne. Om frihed og eventyr. Om at stikke af med cirkus. Men så forestillede hun sig afsked med drengene, deres triste ansigter, og så vendte hun tilbage til virkeligheden. Karbonader, brun sovs, kartofler og råkost. Regelmæssig civiliseret sex med lyset slukket.”

Bare hverdag er, som titlen antyder, ikke en bog om drama, men griber fat om de små episoder, som gør os til dem, vi er. Troelsø skriver flydende, har humor og et utroligt nærvær. Beskrivelserne i bogen er varme og levende, men bogen kommer aldrig rigtigt ud over det beskrivende stadium – hvilket måske heller ikke er bogens ærinde. Det er enkelte underholdende tekster om det små i det store – glimt fra en hverdag, der kunne være din eller min. Desværre virker det en smule tomt, som om den fine farverige tekstcollage ender i alt og ingenting.

Camilla Guldager Troelsø, Bare hverdag, Forlaget Brændpunkt, februar 2018, 116 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.