// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Laura McVeigh: Under de stille stjerner
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Laura McVeigh: Under de stille stjerner

Skrevet af den 4. februar 2018 – 07:58Ingen kommentarer

Laura McVeigh romandebuterer med Under de stille stjerner, som er en fortælling om en familie på flugt fra krigen i Afghanistan. Jeg skulle et godt stykke ind i romanen før den rigtig fangede mig, men så var jeg også hooked! I starten havde jeg svært ved at hitte rede i hvem jeg læste om og hvor vi var. Til trods for en liste over bogens karakterer.

Vi befinder os på den transsibiriske jernbane tværs gennem Rusland sammen med den 15 årige Afsana og hendes familie bestående af mor, far og både ældre og yngre søskende. Fra en kupe i toget skriver hun om sin opvækst, sine tab og sin families historie. Vi rejser med hende tilbage i tiden til dengang hun flygtede med sin familie fra hjemmet med den flotte have i Kabul og op i bjergene til bedsteforældrene.

Vi hører om de russiske tropper, om Talibans indtrængen og om Den Nordlige Alliance. Lige til at starte med havde jeg svært ved at følge med, men blev alligevel grebet og nysgerrig. Langsomt gik det op for mig, at ikke alt er som antaget. Langt langt fra!

Under de stille stjerner er fortællingen om at miste søskende, om at se mennesker man kender blive dræbt og om at flygte og ikke at høre hjemme nogen steder. Men det er også historien om at overleve, om at være nysgerrig på verden og om at turde tænke på den næste dag.

Jeg har læst og anmeldt flere bøger, der foregår i og omkring det krigsramte Afghanistan. Bøger der enten er grufulde, rørende eller relevante på den ene eller anden måde: Khaled Hosseinis Og bjergene gav genlyd, Fabio Geda: I havet er der krokodiller, Atiq Rahimi: Den tålmodige sten, Yasmina Khadra: Svalerne i Kabul.

Vi har også anmeldt Khaled Hosseini: Drageløberen og Khaled Hosseini: Under en strålende sol. Vi har også en del faglitteratur om krig, Taliban, Danmarks deltagelse i krigen, om jagten på Osama og om de danske Allahkrigere. Skriv et ord i søgefeltet i øverste højre hjørne og du vil finde anmeldelserne og måske blive inspireret til flere læseoplevelser.

Laura McVeigh, Under de stille stjerner, Oktober 2017, 272 sider, Oversat af Jesper Klint Kistorp.