// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Mette Eike Neerlin: Tomat
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Billedbog

Mette Eike Neerlin: Tomat

Skrevet af den 21. januar 2018 – 13:54Ingen kommentarer

“Der er mange i klassen, som er gode til at sige det, de tænker. Jeg er bedst til at tænke det, jeg ville sige. Det, jeg ville have sagt.”

Billedbogens fortæller er skolepigen, der synes det er svært at gå i skole. Ikke så meget det med lektierne. Mere det med de andre elever. Hun er ikke lige typen, der melder sig frivilligt til at være blindebuk til klassefødselsdagen. Hun når sjældent at få sagt, hvad hun tænker. Til gengæld tænker hun langt mere end de andre børn. Og hun kan lettere end de fleste fornemme, hvad de andre børn tumler med af følelser.

En dag må læreren forlade klasseværelset for at hente noget, som han har glemt. Han beder derfor pigen om at være lærer imens. De andre elever ser forventningsfulde på hende og kort efter råber en af eleverne “tomat” (fordi hun bliver rød i hovedet af utilpashed). Bogen er oplagt til dialogisk læsning. Hvorfor råber eleven tomat? Hvad tror du, det gør ved pigen? Hvad forestiller du dig, hun tænker om at skulle agere lærer, mens alle kigger? Hvordan ville du have det?

Bogen er illustreret af Kamila Slocinka. Jeg kan godt lide kombinationen af de klare farver mod blyantsstregerne. Illustrationerne er i sig selv små kunststykker. Der er særligt en lidt større illustration, hvor vi ser pigens tanker, jeg gerne vil fremhæve. Her er det let at fornemme at pigens tanker flyver rundt i en urolig pærevælling af alt muligt. At sanseindtrykkene vælter lige gennem det stormaskede filter.

Tomat er en særdeles fin bog!

Hold øje med forfatteren, hun står bag flere rigtig gode bøger. Jeg er især begejstret for hendes bog Hest, hest, tiger, tiger fra maj 2015 om pigen Honey, som er sød og cool med hjertet på rette sted. En pige der aldrig klynker, heller ikke når livet er svært og udfordringerne står i kø. Jeg vil også gerne fremhæve bogen Ham, som handler om at være storebror til en psykisk syg lillesøster.

Mette Eike Neerlin er uddannet fra Forfatterskolen for Børnelitteratur og har tidligere modtaget Skriverprisen samt Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomslitteratur 2015. Helt velfortjent.

Mette Eike Neerlin, Tomat, Januar 2018, 40 sider, Illustreret af Kamila Slocinka, Forlaget Høst og Søn / Rosinante.