// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Troels M. Palshof: Sommerfugleklanen, Pavens Yndling
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Spænding

Troels M. Palshof: Sommerfugleklanen, Pavens Yndling

Skrevet af den 3. februar 2018 – 07:51Én kommentar

Tristian og Clara er kollegaer. Arbejdspladsen er CIA’s Afdeling for Radikal Mønstergenkendelse, hvor det handler om at have et åbent sind for alt og ikke se på verden med fordomme – for det kan være fatalt.

Både Tristian og Clara er dygtige til deres job, så det er også dem, der bliver hidkaldt, da der kommer et nødopkald på et hemmeligt nummer, som ingen uden for CIA burde kende. Opkaldet kommer fra en mærkelig lille butik i New York. Da de når frem, kan de ikke umiddelbart se, hvad der er galt. Der står en ældre dame ved disken, som ikke kender noget til et opkald – siger hun. Tristian når i sidste øjeblik at få en fornemmelse af, at noget er helt forfærdeligt galt og han og Clara når lige akkurat ud af butikken, inden alt eksploderer.

Det er startskuddet på Troels Palshofs thriller, hvor Tristian, og på hans foranledning, Clara sammen med sekretæren Elsa, får til opgave at undersøge, hvorfor den butik skulle springes i luften. De bliver sat ind i opgaven af deres chef Dennis, men det viser sig snart, at Dennis ved meget mere om sagen, end han først fortæller. Han røber kun nødtørftigt, at de har at gøre med en gruppe mennesker, en klan, som rejser rundt i verden og er meget tæt på magteliten i de forskellige lande. Man ved, at de påvirker så magtfulde mennesker som toppolitikere og religiøse overhoveder. Man ved også, at nogen af dem bliver meget gamle, som i rigtigt gamle, lige som damen i butikken. En ting er han dog åben om, og det er, at det ikke er helt tilfældigt, at Tristian bliver udvalgt til opgaven. Det viser sig nemlig, at han gennem hele sin barndom har rejst med sin far og farfar i de selvsamme lande, som den gruppe mennesker, de skal undersøge. Tristian har ikke haft nogen anelse om, at hans familie kunne være indblandet i noget, men må indrømme, at rejserne har fundet sted.

Tristian får fortalt sin kæreste Julia, at han skal på en hemmelig mission, og så går jagten efter sandheden rundt i hele verden fra Rom til Rio, fra storby til jungle sammen med Clara og Elsa. Det er en sandhed på flere niveauer, for Troels Palshof har både skrevet en thriller, hvor vi som læsere er med på jagten efter svaret på mysteriet. Men samtidigt har han også skrevet en fortælling om, at vi skal passe på hinanden og jorden. Så det er en fortælling om det gode og det onde, for lige i hælene på Tristian og co., er de folk som for en hver pris ønsker at komme først. De ønsker at få viden om, hvordan man opnår om end ikke evigt liv, så et meget langt liv. Så det er også en fortælling om valget mellem det lange liv eller et kort intensivt liv.

Sommerfugle har en central plads i historien, heraf titlen Pavens yndling, som er en sommerfugl med skjulte talenter. Disse talenter kunne jeg godt have tænkt mig udfoldet lidt mere.

Troels Palshof har skruet et meget interessant plot sammen med mange spændende elementer. Det er rigtigt godt tænkt, og plottet løfter sig op over den sædvanlige thrilleropbygning. Der er dog enkelte passager, som bliver en anelse for lange, som fx beskrivelsen af et ungt pars livsvalg.

Pavens Yndling er første selvstændige bog i en planlagt serie om Sommerfugleklanen.

Troels M. Palshof: Sommerfugleklanen, Pavens Yndling, Politikens Forlag, 536 sider, december 2017

Én kommentar »

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.