// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Leonora Christina Skov: Den, der lever stille
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Leonora Christina Skov: Den, der lever stille

Skrevet af den 11. januar 2018 – 07:31Ingen kommentarer

Da Leonoras mor dør, beslutter hun sig for at skrive en bog om sit liv og sin opvækst. Hvordan det har været at vokse op i en kompliceret familie, ikke at mærke sine forældres kærlighed og accept, at hige efter den hele livet på trods af en masse svigt og absurde beskyldninger, om ikke at kende eller forstå sin egen nærmeste familie, og om hvordan hun alligevel er lykkes med at blive et helt menneske. Og den er lige så barsk og rørende indeni, som den er smuk udenpå.

Historien starter ved moderens dødsleje. De følelser og spørgsmål, der knytter sig her til, er stærk læsning. Det er umuligt ikke at blive påvirket af. De efterfølgende overvejelser om hvorvidt og hvordan bogen skal skrives, og hvilken frygt det vækker hos forfatteren er interessant at læse. Det er sjældent, man som læser bliver indviet i overvejelserne bag og tilblivelsen af den bog, man er ved at læse. Dette meta-lag styrker fortællingen.

Det er tydeligt, at bogen ikke er skrevet med det formål at opnå medlidenhed, ynk eller at hævne nogen eller noget. Det står også helt eksplicit undervejs, at der ikke er tale om en hævnbog eller en homo-der-springer-ud bog, men en genskabelsesbog. Hun fortæller historien om, hvordan hun genskabte sig selv i kølvandet på sin opvækst. I håbet om at skabe et rum for andre, der har behov for at fortælle deres historie.

Og selvom det er en meget personlig bog, og uanset karakteren af de forhold der gør sig gældende i netop familien Skov, så berører den nogle helt generelle familieproblematikker, som de fleste af os kan nikke genkendende til i et eller andet omfang og derfor har den en bred appel. For eksempel fortielser – dét at der kan foregå noget virkelig ubehageligt, og vi så bare sætter os ned og spiser aftensmad og taler om vejret uden at nævne, dét der er sket. Den berømte elefant midt i stuen.

Bogen rummer nogle helt absurde og forfærdelige sandheder om forholdet mellem Leonora og hendes forældre, som det er umuligt ikke at blive påvirket af, men hun formår alligevel at fortælle det hele på en usentimental måde, og jeg sidder tilbage med en vis sympati for dem alle sammen.

Sandheden er aldrig objektiv. Vi vil altid have vores egen oplevelse af noget, der er sket, hver især. Leonoras sandhed er barsk, rørende, sårbar og stærk på én og samme tid. Jeg er meget imponeret.

Læseåret starter med et brag! Det er en helt særlig og meget velskrevet roman. Og hvor er det modigt af hende at turde fortælle sin historie. Det bliver svært at tage hul på næste læseoplevelse – det her er sådan en slags læseoplevelse, der bliver hængende i bevidstheden længe efter.

Læs også vores anmeldelse af Hvor intet bryder vinden og Silhuet af en synder af samme forfatter.

Leonora Christina Skov, Den, der lever stille, Politikens Forlag, 11. januar 2018, 375 sider.