// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Pernilla Alm: Uden dig
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Pernilla Alm: Uden dig

Skrevet af den 25. januar 2018 – 07:41Ingen kommentarer

Hvordan ville du reagere, hvis dit livs kærlighed aldrig igen kunne blive, den han var engang? Hvis ulykken ramte, og han skulle tilbringe resten af sit liv afhængig af hjælp fra andre? Ville du blive, eller ville du gå? Uden dig fortæller historien om, hvordan en ung kvindes liv ændrer sig fra planer om bryllup og børn til det rene kaos.

Mikaela og Thomas lever det perfekte liv i hjertet af Stockholm. En dag kommer han ud for en klatreulykke og bliver lagt i koma. Mikaela våger ved hans side dag og nat i flere måneder uden tegn på, at han vågner. Da der endelig er tegn på bedring, går hun i panik. For vil hun nogensinde få den Thomas tilbage, hun forelskede sig i?

Hun flygter til Barcelona og prøver at glemme Thomas og alle sine forpligtelser. Hun dulmer smerten over det hun har mistet i alkohol og flygtige mandebekendtskaber, indtil fortiden indhenter hende, og hun bliver nødt til at se Thomas i øjnene. Men kan han tilgive hende, og kan hun tilgive sig selv at have svigtet så voldsomt.

Uden dig er en letlæst roman om alt det, man ikke tør sige højt, når ens elskede forsvinder og efterlader sig en skal af det, han var. Hvornår skal man gøre det rigtige, og hvornår skal man tænke på sig selv og sin egen fremtid? Jeg blev en smule irriteret på Mikaela undervejs, og den måde hun var beskrevet på som naiv og egoistisk. Der tabte forfatteren mig lidt. Havde historien skildret hende mere moden, havde den appelleret mere til mig. For Pernilla Alm skriver fint, og ideen bag bogen er interessant.

Pernilla Alm: Uden dig, Forlaget Hoi, 298 sider, august 2017