// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Tess Gerritsen: Skindød
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi

Tess Gerritsen: Skindød

Skrevet af den 22. januar 2018 – 07:55Ingen kommentarer

Jeg er stor fan af Tess Gerritsen, og jeg glæder mig som et lille barn, hver gang der udkommer en ny Rizzoli & Isles krimi. I Skindød bliver den nu højgravide kriminalassistent Jane Rizzoli og retsmedicineren Maura Isles igen fanget i en situation mellem liv og død.

En ung ukendt kvinde bliver bragt til lighuset og placeret i et af fryseskabene. Inden længe går det op for Isles, at kvinden ikke er død, og hun bliver i hastværk kørt til det nærmeste hospital. Det er ikke uden besvær, for kvinden er ikke interesseret i hjælp, og kæmper for at slippe fri. Hun er nemlig jaget vildt.

Snart opstår en gidseltagning på hospitalet, hvor Rizzoli er ved at føde. Hun bliver fanget midt i kaosset, og hendes mand FBI- agenten Gabriel Dean gør alt for at redde hende og deres ufødte barn. Men alt er ikke hvad det umiddelbart ser ud til, og inden længe bliver Rizzoli og Dean inddraget i en barsk verden af menneskehandel og overgreb på kvinder.

Tess Gerritsen skriver barske krimier med gennemførte plots. Det er tydeligt, at hun har et stort kendskab til den medicinske verden, og alt hvad hun giver sig i kast med, virker troværdigt. I Skindød skriver hun om trafficking på en interessant og anderledes måde, hvor de unge kvinder får deres egen stemme. Gå ikke glip af Tess Gerritsen nyeste bog, og hvis du endnu ikke har læst nogen af hendes bøger, har du virkelig noget at glæde dig til.

Læs også vores anmeldelse af Dobbeltgængeren og af Synderen.

Tess Gerritsen: Skindød, Forlaget Jentas, 356 sider, november 2017

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.