// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Peer Henrik Hansen: Frømænd. Det første dusin
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Historie, Samfund

Peer Henrik Hansen: Frømænd. Det første dusin

Skrevet af den 11. januar 2018 – 07:30Ingen kommentarer

I årene efter 2. verdenskrig stod det hurtigt klart, at verden snart kunne stå i endnu en global konflikt. Denne gang med tidligere allierede som fjender. Kommunisterne i Øst og europæere og amerikanere i Vest forberedte sig på det, mange frygtede ville ende i nye blodige og katastrofale krige.

Som led i forberedelserne til potentielle krige, og for at kunne overvåge fjenden i fredstid, begyndte flere lande at oprette specialstyrker. Det vil sige elitenheder inden for militær, søværn eller efterretningstjenester, som skulle kunne operere i det skjulte. Enhederne skulle kunne rekognoscere bag fjendens linjer, spionere og deltage i krigshandlinger. I Danmark valgte politikerne at etablere en frømandsskole inden for Søværnet. Formålet var ikke alene militært. Korpset skulle blandt andet også bruges at rydde miner væk, der flød rundt i de danske farvande efter krigen, og dykkerne hjalp også til, når skibbrudne skulle reddes fra havets bølger.

Peer Henrik Hansen fortæller detaljeret om etableringen af den næsten umenneskelige uddannelse og det første hold “frøer”. Udskillelsesløbet var hårdt og nådesløst, og flertallet af håbefulde aspiranter, kom ikke gennem nåleøjet. De, der blev optaget, trænede og trænede hele døgnet rundt. De svømmede kilometer efter kilometer, dykkede, løb, slæbte på tunge ting, studerede teori og trænede kampsport. Det kom der et sammentømret team ud af, som med en vis sandsynlighed har gennemført operationer i eksempelvis DDR, Polen eller Sovjetunionen.

Forfatteren er helt åben om, at det kan ses som en svaghed ved bogen, at man ikke kan få noget mere konkret at vide om, hvordan de seje frømænd så har brugt deres uddannelse. Men han opstiller interessante og troværdige scenarier for, hvor og hvordan de kan tænkes at have været i aktion. Det er også et interessant militærhistorisk aspekt, at vi faktisk var blandt de første til at etablere denne type eliteenhed, og krav og erfaringer fra Danmark har inspireret blandt andet den amerikanske hær, da de etablerede nye grene af deres hemmelige tropper.

Bogen er flot designet med masser af billeder, der giver indblik i træning og udstyr, og vi kommer tæt på de mænd, der sled og knoklede for at blive Danmarks første frømænd. Peer Henrik Hansen og People’s Press har beriget os med en bog om et lille og perspektivrigt stykke Danmarkshistorie.

Peer Henrik Hansen, Frømænd. Det første dusin. People’s Press. 173 sider. 2017.