// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Søren Jakobsen: Lego-guld
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Samfund

Søren Jakobsen: Lego-guld

Skrevet af den 10. januar 2018 – 12:19Ingen kommentarer

Bogen om den stenrige Kirk Kristiansen-familie bag legetøjsgiganten Lego giver ifølge bogens bagsidetekst “en ny og velunderbygget beskrivelse af, hvor rig familien er, og hvor langt dens indflydelse rækker”. Det er dog kun delvist rigtigt, viser det sig, når man pløjer sig gennem bogen. For journalisten Søren Jakobsen kommer godt nok op med nye oplysninger og har sin dokumentation i orden. Til gengæld kommer vi ikke for alvor ned under overfladen og får nogle afsløringer og hemmeligheder på bordet.

For eksempel har milliardær-familien en stor pengetank i Schweiz, men Søren Jakobsen graver sig ikke for alvor ned i det schweiziske setup og ned i Lego-familiens skattebetalinger samt formuer opbevaret i skattely i Schweiz og på små caribiske øer.

Bogen er udgivet i anledning af at Lego-familiens overhoved, Kjeld Kirk Kristiansen, fyldte 70 år i december. Og den røde tråd i fortællingen er da også Kjeld Kirk Kristiansens opvækst, ungdom og karriere i Lego-koncernen. Vi hører blandt andet om Kjeld Kirk Kristiansens hårde arbejde med ikke altid lige succesfulde strategier og om hvordan han gik ned med flaget i midten af 90’erne og var i seriøse overvejelser omkring helt at sælge den ikoniske danske virksomhed. Desuden fylder Legos’ store økonomiske krise i slutningen af 1990’erne og starten af 00’erne også meget, men igen, så kunne vi sagtens være kommet endnu tættere på og ned i detaljerne. Forklaringen på at vi ikke gør det, skyldes sandsynligvis, at Søren Jakobsen har haft svært ved at få adgang til særligt mange centrale kilder, som var tilstede og kan fortælle hvad der skete.

“Lego-guld” er udgivet på Gyldendals særlige business-forlag, men er i virkeligheden ikke rigtig en erhvervsbog. Søren Jakobsen forsøger ganske overfladisk at pille lidt i regnskaberne og forsøger at anslå hvor store formuer Kjeld Kirk Kristiansen, hans tre børn og hans søsters familie råder over. Og berører som nævnt Kjeld Kirk Kristiansens strategiarbejde i Lego samt spaltningen af selskabet bag Lego-koncernen, pengetanken Kirkbi. Men på lange stræk er der snarere tale om en kendis-bog, hvor vi hører om hvad Kjeld Kirk Kristiansen og børnene bruger deres penge på. Hvilke godser de råder over, hvilke golfbaner og ridecentre de har etableret og så videre.

Der er ingen tvivl om at Søren Jakobsen ved hvad han skriver om. Og “Lego-guld” ligger godt i tråd med hans to tidligere bøger, “Overklasseliv” og “Overklassemagt”. Her zoomer han ind på Danmarks suverænt rigeste mand og familie. Det er ganske interessant og vi kommer rigtig godt rundt om Lego-familien. Så bogen er helt klar værd at læse i forlængelse af overklasse-bøgerne, hvis man interesserer sig lidt for de øverste cirkler af dansk erhvervsliv og ønsker at blive lidt klogere på Kjeld Kirk Kristiansen og co.

Søren Jakobsen: Lego-guld – Historien om Danmarks rigeste familie. Gyldendal Business, 2017. 240 sider.