// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Fiston Mwanza Mujila: Spor 83
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Fiston Mwanza Mujila: Spor 83

Skrevet af den 27. december 2017 – 07:08Ingen kommentarer

”Spor 83” bliver i både pressemeddelelsen, på bogens site og på cover’et solgt som ’en rytmisk roman, hvis stil er blevet sammenlignet med Coltrane’s improvisationer og Hieronymus Boschs malerier’. Det er nok det mest misvisende og den største overfortolkning af denne bog. Når det er sagt, så vil jeg anbefale at finde et par af anmeldelserne og læse dem. Sjældent har de kastet så svingende toner af sig, og mange roser er smidt efter den – ganske fortjent.

Men nu er jeg stor Coltrane-fan, og som mange andre, halvgamle, sure mænd, så skal du altså holde skidt for sig og snot for sig. Og så passer halvdelen af sætningen endda meget godt – selv i mit univers. For sammenligningen med Boschs’ malerier kan jeg faktisk godt lide.

I store træk handler ”Spor 83” om en natklub i en afrikansk bystat, som en række meget farverige personer med navne som Requiem, Mortal Kombat og andre bruger deres tid på at drikke, æde, lytte til jazzmusik og bolle med ællinger – meget unge piger og med alenemødre – dem mellem 20 og 40, om de så har børn eller ej.

Det lyder ikke superspændende; jeg ved det godt. Men det er her så meget form og så meget subtil fortælling, at dens nominering (den vandt ikke) til en af de største bogpriser Man Booker-pris er meget fortjent.

Du skal ramme den rigtige stemning med denne bog. Jeg læste den ikke ud i et. Og de første dage var jeg tæt på at stå helt af. De næste var jeg helt opslugt. Og det er formen, der rammer. En Coltrane’sk improvisation? Nej. Men rytmisk sprog? I den grad. Og levende billedligt, direkte, kynisk, opløftende, fanfarisk (hvis det er et ord) sprog? Ja, også i den grad.

Mujila er oprindeligt fra Congo og bor i dag i Østrig, men hans kendskab til de situationer, han beskriver, er helt åbenlyse, og ikke et sekund betvivler jeg handlingens autensitet – på trods af at den er opdigtet og finder sted i en ikke-eksisterende bystat.

Det her er godt. Rigtig godt. Og også lidt mærkeligt. Hvilket også er rigtig godt.

Fiston Mwanza Mujila, Spor 83, Jensen & Dalgaard, 222 sider, August 2017.