// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Stine Josefine Dige og Thomas Hjorthaab: Ulveungen Urds Uhyggelige Halloween
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Børnebog

Stine Josefine Dige og Thomas Hjorthaab: Ulveungen Urds Uhyggelige Halloween

Skrevet af den 4. december 2017 – 15:57Én kommentar

Det her er én af de børnebøger, der er sjove at læse højt. Især hvis du er god til at hyle som en ulv eller gengive uhyggelige stemmer. Kan du ingen af delene, skal du nu ikke fortvivle. Billederne taler for sig selv og historien er morsom, også for voksne.

Ulveungen Urd er noget så sliksulten og vil have fredagsslik. Hun må bare ikke tage ind til landsbyen for Far Ulv, også selv om hun plager alt det hun kan. Til sidst bliver Far Ulv så træt af det plageri, at han smider Urd udenfor. Urd må selv fange noget lækkert i skoven. Inden længe opdager Urd, at der er noget på færde. Der er små spøgelser, monstre og zombier alle vegne. De går alle rundt og ringer på døre og får slik af store monstre. Det vil Urd også prøve.

Hun skynder sig hjem og leder efter Far Ulvs gamle klæder. Forklædt som bedstemor, drager hun til landsbyen for at lokke slik ud af de intetanende voksne. Først står Urd og aflurer de udklædte børns tricks. I et af husene er det et grønt slimmonster, der åbner døren, og Urd kan ikke vente, til det bliver hendes tur. Da hun endelig kommer ind, kan hun ikke modstå den søde duft af grønt slimmonster, og hun slikker slim i sig, til hun bliver dejlig tyk og træt.

Historien forsætter, og den har på sin vis også en morale, selvom den først og fremmest bare er morsom at læse højt, og har nogle fantastiske tegninger. Ulveungen Urds Uhyggelige Halloween kan sagtens læses, selvom det ikke er Halloween, og den er velegnet for børn fra 5 års alderen og op. Jeg læste den selv for mine drenge på 8 og 11 år, og de morede sig gevaldigt over den meget frække lille ulv.

Stine Josefine Dige og Thomas Hjorthaab: Ulveungen Urds Uhyggelige Halloween, Calibat, 44 sider, oktober 2017

Én kommentar »

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.