// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Michael Juul Eriksen og Danni Travn: Forsvar
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Samfund

Michael Juul Eriksen og Danni Travn: Forsvar

Skrevet af den 13. december 2017 – 07:01Ingen kommentarer

Rockeren Jørn “Jønke” Nielsen, fodboldspilleren Niklas Bendtner, terroristen Omar El-Husseins kammerater og mange andre har det tilfælles, at de har haft den århusianske advokat Michael Juul Eriksen til at forsvare dem i retten. I bogen “Forsvar – Alle har ret til en god advokat” forklarer Michael Juul Eriksen ganske detaljeret hvordan han har grebet en række af sine mest opsigtsvækkende sager an.

Hvordan han arbejder benhårdt, nærmest døgnet rundt, for at klienterne får en fair rettergang og ikke bliver dømt for noget som han/hun ikke har gjort eller ikke skal dømmes for. For selvfølgelig skal folk straffes, hvis de har gjort noget ulovligt. De skal bare ikke dømmes hårdere end højest nødvendigt.

Michael Juul Eriksen er en ambitiøs og kompromisløs advokat, der ikke går af vejen for at forsvare nogle af vort lands mest hardcore kriminelle og folk, som ingen andre i samfundet har den store sympati for. Det gælder blandt andet for en stribe rockere og “gangsterkongen” Levakovic, hvis udlevering Juul Eriksen får forpurret – til irritation for adskillige politikere. Derfor har Juul Eriksen da også fået det lidende flatterende tilnavn “rockeradvokaten”. I bogen får vi dog beskrevet hvordan Juul Eriksen rigtig nok har mange rockere og vaneforbrydere på sin kundeliste. Men han har også helt almindelige mennesker, som bare er kommet ud i rigtig alvorlige problemer og nu står til mange år bag tremmer.

Bogen er ikke et klassisk portræt af Michael Juul Eriksen. Vi får glimtvis lidt at vide om hans barn- og ungdom. Men så heller ikke mere end det. Bogen handler om sagerne. De spektakulære sager, hvor Juul Eriksen gjorde en forskel. De sager som han vandt eller hvor han fik en langt mildere dom til sin klient, end hvad man kunne frygte. Ikke de sager, hvor han led et formasteligt nederlag. Heller ikke de trivielle sager. De opsigtsvækkende, principielle sager.

Den røde tråd i bogen er ikke overraskende bogens undertitel “Alle har ret til en god advokat” og den naturlige tilføjelse; “Alle har ret til en fair retssag”. Michael Juul Eriksen går ikke af vejen for at tale rent ud af posen om hvordan “Systemet” og politikerne ikke altid er lige gode til at respektere det princip. Hvordan “Systemet” eksempelvis gør alt hvad de kan for at få Jørn “Jønke” Nielsen dømt for en episode, hvor det rent faktisk var Jønke, der var offeret. Hvordan man skyer stort set ingen midler. Juul Eriksen langer også kraftigt ud efter skiftende justitsministres meget konkrete indblanding i adskillige sager, ligesom han med udgangspunkt i konkrete sager påpeger åbenlyse svagheder og urimeligheder i den måde tiltalte behandles på.

“Forsvar” giver stof til eftertanke, ligesom den tager os med ind i den spændende verden i landets retssale og giver os indblik i forsvarets arbejde og strategi i forbindelse med en række af de mest bemærkelsesværdige og eksponerede retssager i de senere år. Den er ikke skrevet i et svært juridisk sprog. Snarere tværtimod. Lige ud af posen. Ganske fornuftigt og fængende med en klar rød tråd.

Michael Juul Eriksen og Danni Travn: Forsvar – Alle har ret til en god advokat. Politikens Forlag, 2017. 269 sider.