// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Hans Beck Thomsen, Søren Gericke, Erwin Lauterbach, Jan Hurtigkarl: Kartofler
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Mad og drikke

Hans Beck Thomsen, Søren Gericke, Erwin Lauterbach, Jan Hurtigkarl: Kartofler

Skrevet af den 21. november 2017 – 12:49Ingen kommentarer

”Kartofler”. Ja, jeg kan godt mærke det. Hvor banalt kan det blive, tænker du. Men hæng lige på et øjeblik. Det her er ikke alene en rigtig interessant bog; den er også overordentlig brugbar. Og så har den en helt vanvittig egenskab, som jeg stort set aldrig tidligere har oplevet i fagbøger – om mad eller andet. Men den gemmer jeg lige lidt.

En kartoffel har rigtig mange skjulte evner. Ikke mange andre grøntsager kan serveres varm eller kold, sprød, blød eller med bid eller endda som luftig mos. Men til gengæld er der et relativt stort hul i den almindelig danskers viden om kartoflen. Det er dog ikke alene vores skyld.

Kartofler skal eksempelvis opbevares mørkt og koldt (5-10 grader). Så når vi ser, at de ligger under lamper og varme i gennemsigtige poser i supermarkedet, så er der vel ikke noget at sige til, at vi ikke er så godt klædt på.

Men hemmeligheden ligger mest i at benytte den rigtige sort kartoffel til den rigtige ret. Laver du kartoffelmos, og den bliver klistret, og klæbrig, så er det ikke altid din skyld. Og smager din bagekartoffel ikke af noget, så kan du være løbet ind i en sort, der hedder ’Solist’. Hold dig fra den.

Hans Beck Thomsen er tredje generation på Henne Kirkeby Kro og har altid haft kartoflen i centrum i madlavningen.

Søren Gericke har været generalen af dansk gastronomi i over tredive år og kalder selv kartoflen for en af verdens aller fineste grøntsager.

Erwin Lauterbach driver i dag Restaurant Lumskebugten på Esplanaden i København og er en klippe i dansk madlavning.

I dag er Jan Hurtigkarl den ene halvdel af Mielcke & Hurtigkarl på Frederiksberg og har en lang og glorværdig gastronomisk karriere bag sig.

Der er med andre ord tale om fire meget kompetente herrer, der står bag denne bog. Og proppet med nogle af de lækreste og i mange tilfælde overraskende opskrifter, så giver de fire kartoffel-musketerer os en stor, mundvandsfremkaldende pallette at arbejde ud fra.

Og så tilbage til den helt unikke egenskab, ”Kartofler” har. Jeg har aldrig oplevet en fagbog – særligt en bog om madvarer – der i så udpræget en grad taler til læsere i så mangfoldige målgrupper som denne. Er du almindelig bruger af kartofler, kan du blive superbruger. Er du kartoffel-ekvilibrist, så kan du i detaljer lære om hvilker sorter, der bedst egner sig til hvilke retter. Og du studerende, så er kartoflen en billig madvare, som du her kan få en lang række spændende måder at benytte i dagligdagens mad. Jo jo, du skal måske skrælle lidt af opskrifterne, men der er ikke mange varer, der kan laves på så mange måder, så billigt og så lækkert.

Alt i alt en dejlig og meget brugbar bog med masser af lækre retter og gode historier.

Kartofler, Hans Bech Thomsen, Søren Gericke, Erwin Lauterbach, Jan Hurtigkarl, Muusmann forlag, 271 sider, 2017.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.