// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Chris Felt: Make poetry great again
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Digte

Chris Felt: Make poetry great again

Skrevet af den 4. december 2017 – 07:27Ingen kommentarer

Kan Donald Trump være med at gøre poesi og lyrik stort igen?

Det virker som en helt grotesk uvirkelig tanke, når man ser hans primitive og hadefulde udfald mod politiske modstandere, kvinder, ’tabere’, mennesker med anden tro, journalister og mange flere. Men Chris Felt har tænkt tanken og forsøger at redigere Trumps ytringer ud fra et kunstnerisk udgangspunkt.

Det gør han ved at skrive digte ordret med de citater og udtalelser, han har fundet mest sigende for Trumps måde at tænke og kommunikere på. Lad mig give et eksempel, hvor brugen af / markerer et linjeskift: ’She had blood/coming out of her/eyes./Or blood/coming out of her/wherever`. Hmm, det virker ikke helt som en måde at gøre lyrik stort på igen. Teksten bliver ikke mindre hadefuld eller sexistisk ved at blive sat på en anden formel.

Hvis man kan glemme, at det er Trump som er afsender, og undgå at høre hans stemme, kan nogle af ’digtene’ måske nok siges at have mening eller vække en eftertanke; ’As long as/you’re going to be thinking/anyway,/think big’. Ergo, sæt barren højt, stræb efter dine mål, gør dig umage. Det er jo en meget sympatisk filosofi.

Andre gange udvikler det sig til noget, som man troede hørte hjemme i et satireshow: ’It’s freezing/and snowing/in New York/- we need global warming’. Underholdende, men også beskæmmende ord i munden på en af verdens mest magtfulde personer. Alt i alt så har jeg svært ved at se, hvad godt omdigtningen af et udvalg af Trumps klovneagtige udtalelser skulle gøre for digtekunsten. Men som en påmindelse om den galskab, der for tiden hersker i Det Hvide Hus, der fungerer ’Make poetry great again’ fint!

Chris Felt, Make poetry great again, Forlaget Turbine, 121 sider, Udgivet i Norge I 2017, dansk version ved Marie Brocks Larsen