// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Claus Christensen: Et liv med hiv
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Biografi

Claus Christensen: Et liv med hiv

Skrevet af den 28. december 2009 – 23:14Ingen kommentarer

Claus Christensen fik konstateret hiv i 1994. En sygdom alle kender til af navn og en sygdom der fortsat er forbundet med ganske meget tabu. Og en sygdom mange mennesker verden over dør af. Bogen “Et liv med hiv” er Claus Christensens selvbiografi om et 15-årigt forløb med hiv.

Da han fik stillet diagnosen fik han ikke lovning på mere end et par år mere at leve i. I dag er det 15 år siden. Der er sket meget behandlingsmæssigt, hvilket i praksis betyder, at færre danskere dør af sygdommen. Og der er bestemt også sket meget for Claus Christensen som menneske.

I lang tid var det kun hans nærmeste familie, der kendte til hans sygdom. Han havde svært ved at tackle den nye situation med en dødstrussel hængende over hovedet og svært ved at håndtere bekymringen om hvad andre ville tænke om ham. Senere er det dog gået op for ham, at den der har stemplet ham hårdest af alle, har været ham selv.

“Et liv med hiv” er bogen om en ung mands rejse ud i verden, hvor han isklatrer i Canada, tager på klosterophold i Himalaya og vandrer gennem Sulawesis jungle. Men det er i lige så høj grad en rejse ind i hans indre, hvor vi følger ham som ung tømrer, der følger i sin faders fodspor og frem til tiden, hvor han tager en pædagoguddannelse og bliver far.

Claus Christensen håber med sin bog at være med til at belyse hiv set fra et andet perspektiv og medvirke til at almindeliggøre hiv i offentligheden og ikke mindst for dem, der lever med sygdommen. Og det slipper han egentlig ganske godt fra. Bogen er skrevet i et lettilgængeligt sprog og er værd at læse hvad enten man har sygdommen inde på livet eller ej.

Du kan læse mere om forfatteren og hans bog på hans hjemmeside.

Claus Christensen, Et liv med hiv, December 2009, 304 sider, Frydenlund.