// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jenny Colgan: En meget fjern kyst
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Jenny Colgan: En meget fjern kyst

Skrevet af den 29. november 2017 – 07:38Ingen kommentarer

Lorna bor på den lille skotske ø Mure. Hendes far er gammel og det skranter med helbredet. Alle kender hinanden på øen, det er et trygt sted at være, men der flytter ikke nye folk til øen, så det er svært at holde gang i det lille samfund. De står blandt andet overfor at komme til at mangle en praktiserende læge.

Langt fra Lorna i en flygtningelejr befinder lægen Saif sig. Han behandler en dreng, der er kommet slemt til skade. Allerede her forstår læseren, at Saif på sigt bliver den nye læge på Mure. Spørgsmålene er blot, om øens beboere vil tage godt imod ham? Og kan han falde til på den vindblæste ø, så langt væk hjemmefra?

En meget fjern kyst er normalt ikke mit første valg i type af bog, jeg hiver ned fra hylden. Men jeg er alligevel glad for, at jeg valgte at læse den. Engang imellem er det nemlig rart at læse noget, hvor man ikke skal gøre andet end at læne sig tilbage, læse og nyde pausen fra virkeligheden. Bogen er meget let at læse, har helt korte kapitler, kræver ikke den store analyseevne og er grundlæggende en sympatisk fortælling.

En meget fjern kyst er et godt bud til læseren, der ikke forventer en stor litteræroplevelse, men som til gengæld har brug for en overskuelig og letlæst læseoplevelse. Det kan være den nybagte mor, der kun har tid til helt korte kapitler eller det kan være den sygdomsramte, der ikke kan samle sig om læsning i ret lang tid af gangen. Bogen er på kun 144 sider, og lille i sin størrelse at sidde med, og koster derfor også langt mindre end andre nye udgivelser (prisen er på 69,95 kr.).

Og ja der er eksempler i handlingen, der er forudsigelige og karaktererne er ikke så dybe, men det må man tage med, når man valger en roman i den letlæste ende. Jeg kunne leve med det, og havde en god stund med Lorna, Saif og de andre indbyggere på den skotske ø Lure. Så kan man altid diskutere, hvor realistsik romanen er, jeg er sikker på, at Saif i virkelighedens verden ville møde en større udfordring af bureaukrati før en ansættelse som læge ville kunne falde på plads end det er tilfældet i En meget fjern kyst.

Jenny Colgan (f. 1972) er født i Skotland, har studeret i Edinburgh, bor med familien i Frankrig og er et stort navn i England. På dansk er følgende bøger udkommet: Det lille bageri på Strandpromenaden og Rosie Hopkins søde drømme.

Jenny Colgan, En meget fjern kyst, Cicero / Rosinante, Oktober 2017, 144 sider.