// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Helene Uri: Engel af nylon
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Helene Uri: Engel af nylon

Skrevet af den 13. december 2009 – 22:51Ingen kommentarer

Engel af nylon er en fin fin bog om moderkærlighed. Om det med at elske eller ikke elske sit barn. Om alle de følelser og tanker der rører sig i en, når man pludselig bliver mor til et lille menneske. Og om det man føler eller ikke føler, hvis barnet pludselig en dag dør.

Beate og Bernt bliver forældre til et ønskebarn, den skønne pige Fie. Men Beate er konstant usikker på sine følelser. Hun vil så gerne være en god mor, og gør alt det hun tænker en god mor gør. Men alligevel bebrejder hun sig selv for ikke at slå til. Hendes egen barndom var præget af en mor, der var præget af stærke humørsvingninger, en far der forlod hjemmet, mens hun stadig var barn, og en tilværelse hvor hun alt for tidligt måtte tage ansvar.

Engel af nylon er en gribende roman, ganske velskrevet og fortalt, så man næsten kan høre moderen Beate og hendes søster Jannas rolige stemmer, når de på skift fortæller et kapitel af bogen. Hvad enten man har elsket sit barn fra starten eller ej, vil man kunne genkende mange af de tanker og følelser som Beate indvier os i.

Det er ærlig og stærk læsning, og jeg måtte undervejs tjekke op på, om jeg havde misforstået, at bogen var en roman, da jeg fik en fornemmelse af, at der var tale om biografi. Og det må da siges at være en form for ros – at læseren kan nares til at tro, at der ikke blot var tale om fiktion.

Helene Uri er født i 1964 i Stockholm, men er vokset op i Norge. Tidligere er romanerne Honningtunger (2006) og De bedste af os (2008) udkommet på dansk.

Helene Uri, Engel af nylon, Forlaget Klim, 230 sider, November 2009, Oversat af Charlotte Kornerup.