// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Brit Bennett: Mødrene
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Brit Bennett: Mødrene

Skrevet af den 22. september 2017 – 09:23Ingen kommentarer

I dag udkommer denne New York Times bestseller på dansk. Brit Bennets debutroman Mødrene er en troværdig og stærk fortælling om nogle af livets allermest barske sider. Om hvordan vi finder sammen og skilles igen, hvordan tilfældigheder på ét tidspunkt sætter kursen for resten af vores tilværelse. Den handler om kærlighed, venskab, løgne og fortrydelse. Den handler om det smukke midt i elendigheden og gode menneskers dårlige sider.

Nadia er 17 år, da hendes mor begår selvmord. Tynget af sorg og vrede og ikke mindst frustration over den lokale sladder i Oceanside, hvor hun bor, søger hun trøst hos den lidt ældre Luke. Faderen lever i tavshed med sin sorg og de to glider længere og længere væk fra hinanden. Samme sommer møder Nadia den forældreløse Aubrey i den lokale menighed Upper Room Chapel og de udvikler et tæt venskab.

Da Nadia bliver optaget på college, rejser hun væk fra Oceanside, Aubrey og Luke og det er først en del år senere, at hun vender tilbage, da Aubrey skal giftes. Med Luke.

Rejsen hjem er hård og det er ikke lige til at komme hjem til det lille samfund efter så mange år. De tre hovedpersoners relationer på tværs bliver et problem og der udvikler sig et trekantsdrama mellem de tre.

Oveni det hele følger vi den lokale menigheds indblanden og sladren i deres liv. Upper Room Chapel er på godt og ondt fællesnævneren for de tre. Luke er præstens søn, der efter fodboldkarrieren glippede, arbejder på en lokal friturerestaurant uden ambitioner, Aubrey er den forældreløse pige, der blev samlet op af menigheden og Nadia får et sommerjob i Upper Room sommeren, inden hun forlader Oceanside for at studere. Mødrene i Upper Room fremstår fromme og ærbare og de beder for alle og hjælper, når det står hårdt til, men bagom kulisserne bliver der sladret og fortalt hele og halve sandheder, hvilket påvirker historiens gang i Oceanside – ikke mindst for Luke, Aubrey og Nadia.

Brit Bennett skriver rigtig godt og det er en rigtig god oversættelse af Iben Brodersen. Filmrettighederne er solgt og jeg kan lige se det hele for mig, men jeg tvivler på, at filmen kan leve op til læseoplevelsen.

En stærk og anbefalelsesværdig roman.

Brit Bennett, Mødrene, Lindhardt&Ringhof, 22. september 2017, 284 sider.