// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Josefine Ottesen: Krigeren bind 1-3
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Fantasy, Ungdomsroman

Josefine Ottesen: Krigeren bind 1-3

Skrevet af den 5. oktober 2017 – 07:22Én kommentar

Josefine Ottesens højtelskede fantasy-trilogi, oprindeligt fra 2001, er blevet genudgivet. De tre bind På den yderste ø, Bag borgens mure og Over åbent vand er blandt de bedst sælgende danske ungdomsbøger nogensinde, og det er ikke noget tilfælde.

”At tro, at du aldrig vil gøre nogen ondt, kan skabe mere smerte, end du forestiller dig, ligesom overbevisningen om, at man er usårlig, giver dybere ar i sindet end et hvilket som helst våben… Livet er smukt og skrøbeligt. Tager du på det med for megen alvor, brister det.”

Vi følger Odd, i starten som en stor dreng, der som lille skyllede op på stranden på en ø, i noget der minder om vikingetiden. Han er uden slægt og venner, og tjener øens gydje (troldkvinde), nærmest som træl. Han drømmer fra begyndelsen om at blive kriger i kongens hird, og den drøm er hans drivkraft. Den bringer ham vidt omkring både i verden og det sociale hierarki.

Krigeren er, ud over at være en fortælling om magi, action og kærlighed, også en bildungs-historie, altså en historie om at vokse op. Odds udvikling, både som kriger og som menneske med følelser og ære, løber umærkeligt gennem alle tre bøger, således at han i den sidste bog er blevet voksen, om end han stadig har meget at lære, før han kan indtage den plads skæbnen har bestemt til ham.

Odd er i besiddelse af en næsten naturstridig hidsighed, styrke og retfærdighedssans. Han er trods sit hårde lod i livet god, grænsende til naiv. Lykkes det ham at bevare den uskyldighed trods sine mange lidelser? Det må i selv læse. Men jeg kan afsløre, at Odds største fejl er hans påtagede ligegyldighed. Han forsøger at holde sig til sit, ikke at blande sig. Hvis valget er mellem to onder, foretrækker han at forholde sig passiv. Det er en virkelig grum modsætning Ottesen sådan sætter op mellem godhed og ligegyldighed, og det giver læseren lyst til at råbe Odd ind i hovedet, at ”nu må han altså tage sig sammen!”

Ud over Odd er der to andre karakterer, der skiller sig ud, og fortjener at blive nævnt. Kongens rådgiver Ragni fungerer både som skjald og kriger ved siden af. Det er en oplagt kombination, og det er skønt at læse skjaldens ligefremme kvad. Tronarvingen Ansur er også en god skjald, og desuden bøgernes mest fascinerende karakter. Han er ambivalent fordi han er sart og jovial og passer dårligt ind i sin samtids mandeideal, på den anden side er han humørsyg og utaknemmelig. Han er Odds ven, men hans venskab er til tider en meget stor byrde. Så har jeg vist ikke sagt for meget. Han er skøn at læse, og det er især hans tråd, der gør bøgerne læseværdige, også for det voksne publikum.

Også Ottesens brede viden om alt fra planter over fiskeri gennem mytologi og jagt med bue og pil hæver trilogiens niveau over mængden. Det er tydeligt, at der er lagt meget arbejde i detaljerne. Desuden skriver hun godt, og der bliver ikke leflet for laveste fællesnævner. For eksempel måtte jeg selv slå både ”kimning,” ”tylvt” og ”hedspore” op.

Krigeren fortjener sin popularitet og vil glæde mange generationer endnu.

Josefine Ottesen, Krigeren bind 1-3, Høst og Søn, Juni 2017 – oprindeligt fra 2001, 285-300 sider pr. bog

Én kommentar »

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.